There and Back Again

Så skal vi til at tænke på at tage hjemad igen. Da bilen skal afleveres ukristeligt tidligt (kl. 9!) i morgen tidlig, har vi fundet et sted, der ligger tæt på afleveringsstedet. Det skal siges at alle steder man bor hernede skal man tjekke ud igen kl. 10. Det når familien altid og endda som regel med op til flere sekunder i overskud. Så det at skulle være kl. 9 er da noget vi skal arbejde for.

Grunden til, at vores dage starter lidt sent er:
- dels at ingen i familien vågner hverken kl. 6 eller 7 om morgenen når vi har ferie.
- dels at mindst et barn kommer ind til os og putter om morgenen. Der bliver puttet, kysset, kildet, krammet og grinet. Det er hyggetid for hele familien. (Men ikke just befordrende for at komme ud af fjerene)
Ungerne startede dagen i dag med at være på legepladsen, slappe af ved at ligge på trampolinen (de er som regel uden net, hernede. Ring til børneværnet!), samt et spil "Slanger og stiger" - jeg antager, at Liv vandt eftersom hun kom tilbage og fortalte, at Tobias havde kastet terningen og en sten i hovedet på hende.

Så afsted i bilen med en lidt lang køretur foran os, så vi udleverede skærme til børnene. Ungerne er åbenbart lidt mere trætte end vi havde forventet. For efter max. 10 minutter havde begge børn deres slukkede tablets i skødet og sad bare og stenede. Det er hårdt at være på ferie. Det betød desværre også at alle overvejede pit stop på f.eks. Hot Water Beach, Rainbow's End eller Whiti Farm blev afblæst. I stedet kørte vi direkte mod campingpladsen til en gang Uno (eller 10), en omgang is og knappen drejet på max. lave-ingenting.

Om aftenen var det mad på "1981", som havde ægte arkadespil, et gammelt bordtennisbord og andre 80'er-koryfæer. Drinkskortet pralede af drinks som "Girls Just Wanna Have Fun", "Miami Vice" samt "Tom Cruise", den sidste beskrevet som Not too tall and not too strong ;o).

Nu kan vi så bare se frem til en god nats søvn inden vi skal hjem mod det kolde nord. Solen har bagt ned hele dagen og ingen i familien er klar til at forlade solen til fordel for koldt dansk 'forår'.

Og nej tak, vi har ikke brug for flere oplysende mails eller sms'er om vejrsituationen derhjemme. Uanset hvor velmenende de ellers måtte være ;o)

Vi ses om lidt.

"You absolutely MUST go there."

Der er et sted i New Zealand der jævnligt er kommet på tale når vi har talt med New Zealænderne hernede. Nogle gange har vi spurgt, hvor de selv ville tage på ferie. Nogle gange har vi spurgte hvor de ville tage hen hvis de var os. Endeligt er der de situationer hvor vi selv har nævnt det som en mulig destination, og så har svaret prompte været: You abolutely MUST go there. It is just so beautiful. Stedet er Coromandel - en halvø på nordøen.

Den oprindelige plan var faktisk, at det var her, vi skulle slappe af den sidste uge af vores ferie. Men vi havde en række kriterier til vores langvarige bosted (se evt. Hyggelige hytter) og de steder der kunne leve op til det, havde ikke plads til os en hel uge. Men Coromandel måtte vi jo absolut se, og planer er jo som bekendt til at lave om, så vi tog et smut forbi Coromandel på vej mod Auckland.

Som sædvanligt var vejret i orden vi spottede dog en sky på vejen.

Udover skyen passerede vi byen Matamata - som praler af attraktionen Hobbiton, hvor man kan besøge Frodos hjemsted fra Ringenes Herre. I temaets ånd var det lokale turistkontors facade dekoreret i bedste Hobbitstil

Første dag var i Coromandel by, på en Top10 Holiday Park. Vi var lidt på pladsen først, fik afprøvet hoppepuden og legepladsen. Dernæst var vi ude på en helt fantastisk strand (i Long Bay, lige syd for Tucks Bay). Ikke alene var stranden billedskøn, men vandet var varmt. We like ;o) Til gengæld en lidt mærkelig fornemmelse ikke at blive rigtigt kølet af, når man går i vandet.

Vi kunne ikke tage bilen helt med ud til stranden, så vi gik af en fin lille sti langs bjerget med fænomenal udsigt over havet og bugten på vej tilbage.

Vi spiste aftensmad på Pepper Tree og gik forbi et par legepladser, inkl. den på campingpladsen på vej hjem i seng.

Næste dag tog vi afsted mod Whitianga. Vi kørte ad "The 309 Road" som førte os forbi Stuart & The Wild Pigs. Stuart er vist det man betegner som eksentrisk. Han har et stykke land, hvor han har en masse gamle ramponerede biler. Sit land og sine biler (og hus tilsyneladende) deler han med 100+ grise, og lidt andre dyr. Vi tænkte vi ville stoppe, hvis vi lige så det. Det gjorde vi. Det var ikke til at overse, det hjalp nok lidt at grisene også var med til at dele vejen. Det skal lige tilføjes at det er vildsvin hvor hannerne har nogle pænt seje hjærnetænder, der er tale om. Der var nogle små grislinger som var lige over en uge gamle, de var godt nok søde. Det var faktisk rigtigt hyggeligt, lige indtil vi besluttede os for at fodre dem med vores medbragte brød. De blev meget ivrige, og larmende og MANGE. Det blev lidt vel rigeligt for børnene, så Mikkel måtte stå på god afstand og fodre grise helt for sig selv.

Den næste udfordring kom da vi skulle afsted, for da var et par grise der prøvede at komme ind i bilen. Da vi fik kæmpet dem væk, skulle vi også sikre os, at der ikke lå nogen under bilen. Der begik Andrea så den fodfejl at lade sin bildør stå åben. Det var der en gris der hurtigt benyttede sig af. Ikke så meget for at komme ind i bilen, som for at gafle den pose der lå i bunden af bilen. Det var den pose, hvor brødet tidligere havde været i, men som nu indeholdt en flaske appelsinjuice. Indeholdt var kodeordet. For i løbet at nul komma fem var gris, pose og appelsinjuice stukket af i en sky af støv. Vi oervejede vores muligheder, men kom hurtigt frem til at det mest oplagte var at råbe "Det er en gave!" efter den, og så ellers komme væk i en tilsvarende støvsky.

Videre mod Waterworks, som er en vand- og soldrevet forlystelsespark, med en masse sjove ting man kunne prøve. Der var vilde svævebaner, vandkanoner, flyvende cykler, vanddrevet ur, en mærkelig vandmølle osv. osv. Alt var bygget af gammelt skrald så at sige: traktor- og almindelige dæk, en hjulaksel ("from a Toyota, I think" stod der på skiltet), gamle olietønder, gummistøvler, potter, pander, ødelagte solbriller mv. Meget opfindsomt og rigtigt sjovt.

Videre mod Mercury Bay Holiday Park, som lå lige ved stranden. Det er muligt at forældrene ikke rigtigt kan få nok af smukke strande, men det kan ungerne, så de ville hellere på legeplads og i poolen. Så det gjorde vi. Liv fandt et bord, hvor der var malet "Slanger og stiger" på bordpladen og som havde en stor hjemmelavet træterning liggende. Så det måtte vi også prøve.

Hyggelige hytter

Vi håbede, at det sted vi havde fundet i Rotorua ville være godt nok til at vi havde lyst til at blive der en uge. Så vi måtte lige gennemgå tjeklisten for Cosy Cottages, som stedet hed:

Separate soveværelser - tjek
Opvarmet pool - tjek (okay, solopvarmet)
Legeplads - tjek
Eget køkken - tjek
Eget badeværelse - tjek
Ingen svovllugt - tjek

Desuden ting som: Hot Pools, kogende mudderhul, varmtvandsstrand, Hangi (udendørs natursteamer) og omvandrende fugle.

Det med svovllugten lyder måske som et lidt besynderligt kriterie, men der er en forklaring. Rotorua ligger i et vulkanisk områder, hvilket betyder der er høj grad af termisk aktivitet. En tur igennem parken afslørede mange indhegnede områder, med kogende mudder, varmt boblende vand eller store dampsøjler. Nogle steder er der svovl i de dampe der udledes, og familien var ikke helt klar på at tilbringe en uge i lugten af rådne æg. Men det var heldigvis ikke et problem.

Den termiske aktivitet gav andre fordele, f.eks. det kogende mudderhul som dels er en sjov ting at kunne vise sine børn, dels forsyner Hangien med damp, så man kunne tilberede sin mad der. Pænt smart. Det er også de varme kilder der gav de varme Hot pools, og varmtvandsstranden. Der var en lille snigergang fra pladsen ned til stranden, men det var lidt vigtigt at blive på stien, idet der var varme (og jeg mener varme) vandløb på begge sider.

Ugen gik (alt for) hurtigt. Men vi fik hygget os i poolen, nogle dage flere gange om dagen, i hot pools, på legepladsen, på et par legepladser i byen. De fleste dage spiste vi hjemme, Mikkel fik lavet en helt fantastisk lammeskank i Hangien, men vi fandt også en helt fantastisk restaurant Triple1-5, som vi fik besøgt både til en frokost og en gang aftensmad.

Lidt aktiviteter blev det da også til. Den ene dag besøgte vi Lady Knox Geyser ude i et heftigt termisk område. Angiveligt sprøjter gejseren dagligt kl. 10.15. Jeg kan afsløre at den bliver hjulpet lidt på vej ;o). Det har som sagt været en meget varm og tør sommer. Som badeferie-turist klager jeg ikke, men vi kan godt mærke på de lokale, at de savner vand fra oven. Jeg håber helt klart, at deres bønner snart bliver hørt, gerne fra f.eks. d. 13. marts. Vandmanglen understreges af de skilte der er langs vejen. På samme måde som de skilter brandfare har de også skilte med angivelse af vandsituationen. Vi er på "Critical". Vandsituationen havde også indflydelse på det termiske område og vores gejser. Normalt kan den sprøjte flere minutter og op til 20 meters højde, så meget fik vi så ikke. Men det var sjovt at se alligevel.

Yes, det er sæbe... Et lille trick, hvis du får brug for at starte en sovende gejser engang...

Efterfølgende gik vi en tur i det termiske område. Vi kom forbi spændende steder som Devils Bath, Rainbow Crater og The Champagne Pool. Det er navnene på et krater og nogle søer som er opstået pga. den høje termiske aktivitet.

Devils Bath var helt lysegrønt.

Rainbow Crater var et kæmpe krater med aflejninger af forskellige farver langs kanten. Farverne opstår pga. de stoffer der er aflejret i de forskellige lag.

The Champagne Pool er en sø med en diameter på +60 meter, kanten var helt helt rød mens selve vandet var helt mørkegrønt og dampen væltede op fra den +70 grader varme sø.

En del steder var vandstanden meget lavere pga. tørken, så igen gik vi glip af nogle naturlige "vandfald". Det var et meget anderledes og meget smukt landskab at gå rundt i. Omkring os var der fumeoles (naturlige dampventiler i jorden) og indimellem fik vi også glæde af den karakteristiske svovllugt.

En anden dag besøgte vi den lokale dyrepark, for at få lov at klappe, fodre og se på dyr. Vi fik ikke lov at fodre parkens løver, men fik lov at se dem blive fodret og skændes lidt om maden. Det ser lidt voldsommere ud, når løver skændes om maden, de formår ligesom at se og lyde lidt mere vrede. Som sagt fik vi ikke lov at fodre dem, men var vi kommet forbi i januar kunne vi faktisk have fået lov at klappe løveungerne. I stedet klappede vi de sødeste bambi-dådyr, et æsel (som ungerne var klar til at adoptere), en opossum, geder, får og alpacaer, og fodrede desuden lidt ænder, ørreder og grise. Vi så også da de fodrede de frække Keaer.

Keaen er en ret stor papegøje, som inden den blev freddet i 1986 og bestanden var blevet reduceret til 5.000, havde haft en dusør på sit hovede hvorfor der blev dræbt 160.000. Den havde fået rygte for at generelt at angibe får, hvilket der er enkelte af dem, der har gjort, men rygtet var voldsomt overdrevet og ufortjent. Keaen er en ret intelligent fugl, hvilket betyder, at den i fangenskab skal underholdes og lære nye ting, ellers begynder den i kedsomhed at pille fjerene af sig selv. Keaen er en meget nysgerrig fugl, det har været livsnødvendigt for fuglen for at kunne overleve. Andre fugle i skove har haft ret nemt ved at finde føde, mens Keaen, som naturligt har hørt til i bjergene har været nødt til at udvise lidt nysgerrighed og opfindsomhed for at finde føde. Men det gør det til en interessant fugl for os mennesker at se.

Cave Crawling

Waitomo Caves here we come. Andrea ville rigtigt gerne se (og vise børnene) glow worms. Der er en del steder hvor de udbyder det, men oftest som en del af en større adventurepakke, dvs. kombineret med lidt river rafting, cave rafting, rapelling, klatring eller lignende. Det er ikke alt sammen lige børnevenligt. Det sted som tilsyneladende havde det mest Liv-og-Tobias-venlige tilbud var Waitomo Caves. Vi havde luret lidt på det, da vi var i Kawhia, men nåede det ikke på udturen, så nu med lidt længere køretur først vestpå, for at komme til Waitomo, og senere retur østpå for at komme til Rotorua hvor vi håber på at kunne slappe af en uges tid inden vi sætter næsen hjemad.

Waitomo bød først på et lille besøg på en udstilling om grotter, hvordan stalakitter og stalagmitter opstår, hvordan grotterne er blevet udforsket og udgravet, hvordan de er blevet dannet og så en masse eksempler på hvad der lever i dem. Adr! Alt for mange klamme dyr, også de eftertragtede glow worms (som i virkeligheden ikke er orme) er lidt klamme. Selvom de lyser smukt i mørket.

Pitstop for frokost på Huhu Café, derfter ned til vores tur i Waitomo grotterne.

Guiden var en flink ung mand, der lige startede med at skræmme livet af folk ved at udpege en klippeblok på 1,5x2x1 meter som havde revet sig løs og var faldet ned fra loftet. Det var dog sket for estimeret ca. 2000 år siden, så vi kunne ifølge ham tage det helt roligt. Med mindre man er typen, der tænker "er det så ikke snart tid til det igen?", blev man nok beroliget.

Vi så flotte strukturer der var dannet over de sidste mange tusinde år og flot var det. Vi så naturligvis også de flotte glow Worms, inkl. deres feeding strings. Turen sluttede af med en lille bådtur i næsten total mørke under joren, hvor man så kunne se glow worms lyse som stjerner på nattehimlen højt over os. Meget smukt og åbenbart spændende nok for Tobias til at han formåede at hviske på selve sejlturen.

Vi kunne ikke stå for Big Azz Ice Cream, så der stoppede vi for at få den daglige is.

Og så spottede vi lige en fancy bil på vejen:

Vi er enige om at dette ville være et statement, i Jylland, ikke?

Hilsen til børnehaven - lille sidespring

Mens vi var i Owaka lavede Liv og Tobias hver deres lille videohilsen til børnehaven.

Hvis der er andre der kunne tænke sig at se dem er de her:


Livs hilsen til Radisestuen:

 


Tobias' hilsen til Blomsterstuen:

Nordpå

Farvel til Eddie, de andre ål og hans etbenede andeven og afsted mod Interislander færgen til Wellington.
Picton er ikke en stor by, området omkring færgeterminalen er endnu mindre alligevel viste det sig, at selvom vi fulgte de skilte vi så, at det var umuligt for os at finde det rette sted at køre ind til færgen uden assistance. Så ved terminalen måtte vi lige ind og spørge om vej. Før hele spørgsmålet var stillet sagde den søde dame bag skranken: "Oh, right." og stak os et lille udprint med præ-highlighted markering af hvor vi skulle hen. Hvis de har sådan en lille stak liggende til folk, der ikke kan finde vej kunne man overveje at de måske skulle arbejde en anelse med deres skiltning. Uden at kende noget særligt til prisen på skilte eller den størrelse bestikkelse der skal til for at få Komiteen til forskønnelse af Picton Centrums tilladelse til at sætte dem op, så skal timelønnen for en picoline der sidder i bedste Jørgen Clevin stil og printer, klipper og highlighter papirlapper godt nok være lav, før det er økonomisk rentabelt.

Færgeturen var igen en ren forældrefornøjelse, vi så lige Tobias da han gerne ville have noget at spise og skulle tisse, ellers var der dømt legeland med TV (og der er engelsk åbenbart ikke en hindring) og således fik forældrene god tid til at lave absolut ingenting og måske læse en bog. Vi overvejer at gøre sejlturen til en daglig fornøjelse, men ser lige om der måske er et lidt mere prisbilligt alternativ.

Vi spiste sen frokost i Levin, hvor ungerne for første gang (sammen med deres forældre, vi ved ikke hvad evt. babysittere har fundet på, men der er til dato ingen der har indrømmet noget) fik mad fra Burger King. Forældrene kom ganske hurtigt i tanke om hvorfor det er vi ikke har gjort os så meget i det, og tænker der går lidt tid inden vi gør det igen. (og til de emsige: Ja, vi har stadig overholdt vores aftale om ikke at tage dem med på Den Gyldne Måge) Fordelen og formålet med dette måltid var at vi kunne tage det med hen på den lokale, store legeplads og hygge der en halvanden times tid inden vi kørte videre.

Til en forandring var det legepladsens svævebane der endte med at tage børnenes opmærksomhed. Og det er jo en skøn aktivitet fordi den også involverer forældrene, som troligt henter svævebanen igen og igen.

Derefter afsted mod Okehuna i Waiourua. For at komme dertil kører man gennem noget ligner et ørkenlandskab, lidt surrealistisk, men ganske flot.
Sen ankomst til hytten, men dog ikke senere at børnene kunne lege på legepladsen både før og efter de sandwiches vi fik til aftensmaden. Legepladsen lå dog også LIGE uden for døren, hvilket begge børn syntes var helt fantastisk og havde meget travlt med at fortælle om.
Jonas og mor har skrevet et par søde smser til Tobias og det har han været rigtig glad for. Så tak for det.

Gensynsglæde

Vi skulle være ved færgeterminalen i Picton lørdag senest kl. 9.30, så vi skulle bare finde et sted i nærheden hvor vi kunne overnatte. Så uden nogen nærmere bestemt plan kørte vi afsted.
Vi startede med en lille tur ind i Abel Tasman Park. Det er endnu en af de fantastisk snoede bjergveje, med hårnålesving og alle de andre ting vi er så vilde med i denne familie. Efter at have kørt af det nogen tid, passerer vi åbenbart level up-stregen. Den bliver markeret af et pænt skilt i vejsiden hvor vi bliver bedt om at køre pænt de næste 6 km. (Antageligvis behøver man ikke køre pænt ellers?) Men her var den ekstra opfordring foranlediget af, at en del af den kommende vejstrækning var reduceret til 1-1,5 bane. Ikke pga One Lane Bridges, men fordi en del af vejen tilsyneladende var styrtet i havet. Jeg har netop indset at jeg har en fobi: angsten-for-at-køre-på-en-bjergvej-som-styrter-i-afgrunden-under-mig-fobi. Den har sikkert et fint græskinspireret navn, men mit navn dækker til fulde. De mange "huller" i vejen, er afskærmet med et fint rødt net, vejstriberne er tegnet rundt om, og der er markeret med skilte hvem der har forkørselsret hvert sted og så er det ligesom det.

Næste Level Up var så 10 km snoet bjergvej, nu belagt med meget løst grus. Så bliver det bare ikke bedre.
Inde i Abel Tasman Park fandt vi et område hvorfra der var markeret en del vandreruter. En af dem var tydeligvis en længere (og måske ikke helt ufarlig) en af slagsen. Der var i al fald en lille logbog som det var hensigten, at alle vandrere skulle udfylde inden de begav sig derud, så man, hvis det skulle blive nødvendigt vidste hvor man skulle lede efter dem. Den tog vi så ikke.
Vi valgte, traditionen tro, den kortest mulige. Den var anført til at tage en times tid, men den var lidt kringlet. Så med to små på holdet, og lidt stigninger, træstammer mv der skulle forceres tog den lige over to timer. Men sjovt var det. Den vandresti vi valgte førte til Rock View Point. Den lå parallel med en anden, med kæde afspærret sti, med et skilt hvorpå der stod "Private property. No shooting" Håber det også var gældende for den sti vi tog.
Vi var ikke kommet så langt ind i skoven, før vi blev mødt af en fan tail. Lille sød fugl, med en meget fin vifte-hale, som den folder ind og ud. 1)

Den fulgte med os hele vejen gennem skoven, og var en enkelt gang ved at sætte sig på Livs fremstrakte finger. Desværre blev Liv forskrækket så den ombestemte sig.

Ude af skoven skulle vi op af nogle smalle stier, som var skæve i alle de forkerte retninger. På toppen kom vi op på en stor sten, hvorfra man kunne nyde udsigten. Ned af bjerget igen, tilbage ind i skoven, hvor vi atter blev mødt af vores lille fan tail. Superhyggeligt.

Vi så også nogle andre fugle og midt i det hele påstod Liv, på flere meters afstand, at hun havde fået øje på en vandrende pind. Forældrenes skepsis stod malet i ansigtet på dem, de troede vist bare, at hun havde set en lille pind, der blev grebet af et vindpust. Men den var god nok, der var en fin vandrende pind på vej ud af et lille bitte hul, omkranset af en masse (ikke-vandrende) pinde og kviste. I betragtning af, at hun har iPaden ca 8 cm. fra ansigtet, når hun skal se noget på den, skulle man ikke have troet, at "Liv Staunsholm" åbenbart er gammelt indiansk for "Unge Falkeøje".

Derefter tilbage ned af den umanerligt dejlige og helt og aldeles ikke fobi-fremkaldende bjergvej. Spise frokost på Penguin Café, som lå lige over for den Holiday Park vi lige havde været på.

Derefter kørte vi stille, roligt og uplanlagt mod Nelson/Picton. Undervejs besluttede vi os for at smutte forbi Ålen Eddie i Spring Creek igen og se om de ikke lige havde plads til os. Ungerne var ikke overraskende vældigt glade for at komme et sted hen, som de kendte. Selvom det var det sted, hvor Liv var røget ned fra køjesengen sidst, var der heldigvis en masse gode minder.
Desværre skulle forældrene ud i en af den slags voksne beslutninger:
- Skal vi tage på vingård og spise lækker mad, som forældrene har lyst til. Eller
- Skal vi bruge tiden i poolen i Spring Creek og så bare spise hjemmelavet pasta+salat til aftensmad (hvor Eddie med venner kan få evt. overskydende pasta) som ungerne har lyst til.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det blev en ret billig aften og Eddie med venner (inklusive et styk etbenet and) blev mætte. Hader at træffe voksne beslutninger.

Der er noget med sproget hernede. Jeg synes egentligt mit engelsk er ok. Men ind i mellem er det lidt som at være den eneste ædru til en kæmpe fest kun med meget fulde mennesker. Alle andre taler et andet sprog, og man fatter ikke en bjælde. (for dem der har kendt mig længe kan jeg kun sige "Babalu") I køkkenet i Spring Creek står der to "construction workers" og taler sammen. Jeg ved, at de taler engelsk, for jeg har talt med begge, og jeg tænker efterfølgende på hvor meget de har anstrengt sig for at jeg skulle kunne forstå dem. For da de to mænd taler sammen, er der så meget dialekt på, at jeg i løbet en længere samtale, hvor de står lige ved siden af mig kun opfatter følgende:
Richmond. Pak'n'Save. Countdown. Hov did he dodge the army?
Så måske mit engelsk alligevel ikke er så godt.

Det er naturligvis lidt (over?)modigt at vende tilbage til det sted med hospitalsbesøget. Vi fik hytten ved siden af den vi havde sidst. Hele familien kiggede skeptisk på overkøjen, køjesengen var en lidt anden model end sidst, og der var faktisk en smule indbygget sengehest i den stige der sad på. Det var så den samme stige som faldt ned, da Liv i leg forsøgte at kravle op i overkøjen...
Der var ingen der sov i overkøjen.


Note 1) Elsker når navne giver mening. Fan tail så ved man hvad man kigger efter. Man finder en fugl, der har en hale der ligner en vifte og så ved man, at det er den man har fundet. Hvorfor hedder vores fugle Rødkælk og Vipstjert? Hvordan pokker ved man om man har fundet dem?