Gletcherland

Endnu en lang køretur foran os, vores kort med tidsangivelser sagde ca 6 timer. Men enten er Mikkel den rene fartdjævel ellers er det en noget konservativ beregning. Vi brugte 4 timer og et kvarter. Hvilket også er lang tid i bilen for vores familie, men det gik alligevel.

Dagens destination var Franz Josef, med et stop ved Fox Glacier.
Vejene er nogle steder nogle meget smalle, snoede sataner, strøet med diverse indsnævringer og One Lane Bridges, så det er bare om at holde tungen lige i munden. Som en lækker lille bonusfeature er oversigtsforholdene ved mange af disse One Lane Bridges så uhyggeligt ringe, så det næsten er umuligt at se om der er en modkørende før man er på broen. Heldigvis er vejene ikke så trafikerede, så det er ikke mange vi møder lige præcis der, men det kan virke lettere nervepirrende.
En del af turen gik nedad bakke, hastigt ned ad bakke. Derfor var det etableret en Runaway vehicle ramp

Ikke lige noget vi var stødt på før. Men det var altså noget der mindede om en halv skatebord ramp, bare noget længere og meget stejl, som de havde placeret lige før en lille bro.
Tanken er vel, at hvis man kommer nedad bjerget og man af en eller anden årsag ikke kan bremse (men alligevel er overlevet så langt) så kan man smide bilen ind til venstre og så tager rampen farten af bilen. Smart. Men hvad nu hvis der er en der bruger rampen når man kommer?

På vej mod Franz Josef, stopedde vi som nævnt ved Fox Glacier. Snoet smal vej førte op til et udsigtpunkt halvvejs, samt til toppen af vejen, hvor man så kunne gå nogle ture ud fra. Som altid valgte vi noget nær den korteste tur som førte til et andet udkig til Fox Glacier.

Efter frokost kørte vi mod Franz Josef Gletcher. Hverken på Fox eller Franz Josef var vi ude at gå på selve gletcheren, det er ikke rigtigt en børnevenlig aktivitet, så vi valgte at gå ud MOD gletcherne i stedet. Ift Fox er turen mod Franz Josef gletcheren noget mere omfattende. Alt i alt tog det et par timer for mor og Liv, som var de eneste, der nåede helt derud. Det var en ret lang gåtur på en masse sten, gennem en udtørret flodseng, hvor man konstant troede at nu havde man nået den sidste markør. Men til sidst nåede vi det, 500 meter fra gletcheren var den sidste markør og en fin afspærring som fortalte at nu var det ikke sikkert at komme tættere på. Vi gik turen i højt solskin (naturligvis), men det var et område hvor man burde konsultere en vejrudsigt inden man begav sig derud. Vi havde medbragt det Stansholmske held, så det var ikke nødvendigt for os. Men for andre kunne det ske, at der var højt solskin om morgenen og et par timer senere kunne flodsengen være fyldt med vand. Derudover pralede skiltene også med andre populære features som risiko for stenskred, sneskred og oversvømmelser.