I'm a Lakes Fan

Vi har talt meget om hvad vi er mest til, naturmæssigt altså. Er det skove, granitbjerge, sneklædte bjerge, strande, marker, floder, regnskove, vandfald eller?
Min (Andreas) præference er hermed afgjort - Jeg har altid troet at jeg var mest til vandfald, og de er også fantastiske, smukke, voldsomme og de vil nok altid have et særligt plads i mit hjerte. Men jeg er blevet klogere, på samme måde som jeg i an alder af 34 måtte indse, at jeg altid har troet at jeg foretrak chokoladeis. så banker mit hjerte lidt heftigere for vanilleis med chokoladesovs. På samme måde har mit svigefulde hjerte (og jeg sender gerne en dybfølt undskyldning til de smukke men nu forbigåede vandfald) indset at det banker kraftigst for søer. Erkendelsen er kommet langsomt efter at have stødt på så mange af dem (ligesom med isen) og vi er vitterligt stødt på mange smukke af dem her. Det skader nok ikke, at de her er:
-Kæmpestore (f.eks. 70 km lang.)
-Omgivet af bjerge
-I alverdens sølv-, blå- og grønlige nuancer

Om det er Te Anaus sølvgrå stille overflade, eller Lake Wanakas dybe blå, Lake Haweas tanning-grønne eller gletchersøernes turkisblå. Om det er tidligt om morgenen og fuglene går rundt og napper fisk eller om aftenen hvor solen går ned og bader søen i alverdens nuancer af rød og gul. Om det er når bjerge og træer spejler sig i søens spejlblanke overflade eller når bølgerne duver stille i overfladen.  Jeg er ligeglad. De er smukke på hver deres måde. De indgyder ro, opfordrer til reflektion og inviterer til kreativitet. Jeg er på alle måder forført, forelsket og fascineret. "Consider me seduced."
Men nok om mig.

Fra Mount Cook til Wanaka, som af nogen bliver betragtet som Queenstowns lille søster. Wanaka er en superhyggelig by, med caféer og barer langs søen, sammenligningen med Queenstown er nok mest møntet på de mange adrenalin-sus man kan få herude, inkl. faldskærmsspring fra et væld af højder. Generelt er der ret mange aktiviteter i den lille by ved søen.
Vi boede igen på en lille campingplads ved søen, i en meget beskeden hytte. Ungerne fandt nogle danske børn at lege med, så de var himmelhenrykte.

Vi sprang adrenalinsusene over i denne omgang og valgte i stedet at bade ved vores lokale sø den ene dag og dagen derpå besøge Puzzling World. Puzzling World er vel tankevridernes svar på eksperimentariet. Først var vi igennem deres 1,5 km lange labyrint, hvor man først skulle finde de fire hjørnetårne, og derefter finde retur igen.

Da vi havde fundet tårnene og forsøgte at finde vej tilbage igen, skulle Tobias pludselig tisse, så til sidst måtte vi klatre over et uatoriseret sted og snyde os ud i stedet. Lidt ærgerligt. Efter at have besøgt deres romerske toilet (også her en oget særpræget indretning, samt leg med perspektiverne), spiste vi frokost i caféen mens vi legede med de forskellige tankevridende legetøj.

Efter froskot var vi i den anden halvdel af attraktionen, hvor vores hjerner blev udfordret på forskellig vis, med skrå gulve, et rum fyldt med ansigter der tilsyneladende følger en overalt hvor man går, holografier mv. Rigtig fedt. Derefter tilbage til tankevriderne i caféen.

Står på en alpetop

Vi havde en lidt længere køretur foran os, så vi kørte lidt tidligere end normalt. Det betød, at børnene skulle vækkes og det endda inden kl. 9, de var ikke ubetinget begejstrede. Vi kørte mod Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. På vejen stoppede vi på endnu en vingård, og fik også noget lækker mad. Sjovt at reflektere over kvalitetsforskellen på det madudbud der har været forskellige steder vi har været. Her var der udover den gode mad, lækre omgivelser med legeplads, to små søer hvor man kunne fodre fisk og/eller ænder. Der er stadig en vis nyhedsværdi i at fodre fisk, så jeg troede at ungerne ville vælge det. Men efter at de havde kastet et par forsøgsstykker ud til ænderne og var blevet belønnet med en voldsom iver og entusiasme var det ænderne der vandt børnenes hjerter, opmærksomhed og i sidste ende brød. Det skal også sige til ændernes ros at de lagde hjerte, sjæl og fart i, så det var velfortjent.

Vi tjekkede ind på et (alt for) dyrt hotel, men fik så også en lækker motelenhed, med fabelagtig bjergudsigtog inkluderet morgenmad. Prisen gjorde dog, at vi uagtet de lækre sidegevinster valgte at skifte boligsted efter bare en overnatning.
Placeringen af hotellet var imidlertid lige ved siden af en masse hike-tracks. På ankomstdagen valgte vi en mindre 45 minutters gårtur op ad en bakke. Der var både stejle stigninger og deciderede trin, men ungerne tog det i stiv arm, og vi endte med at gøre turen på mindre end den anførte tid.

Dagen efter tog vi vandreturen mod Kea Point, anført til 2 timer. Kea Point ligger ved en stor lyseblå gletcher sø, med udsigt til sneklædte bjerge herunder naturligvis Mount Cook. Vi brugte en del tid ude på selve Kea Point, bla. på at komme så langt ud på spidsen som muligt (dog forsøgte vi at undgå de anførte "unstable cliffsides"), hvor vi sad stille og ventede på Snow Falls, meget flot og meget larmende.

Vi møder ind i mellem en flok kinesiske turister, og antageligvis er vores børn meget interessante for dem. Der er en del kinesiske, gamle der forsøger at give Hi-fives til Tobias, de vil gerne snakke med dem, røre ved dem mv. Der var endda en på Doubtful Sounds der spurgte om hun måtte tage et billede at Tobias (mens han lavede noget så spændende som at spille Uno). De er vores børn, ikke turistattraktioner, men de bliver bahandlet sådan. Pænt sjovt. Det naturligvis ikke kun fordi de er lyshårede, det er naturligvis fordi de er verdens smukkeste børn, så vi kan godt forstå folk gerne vil have billeder af dem, det vil vi jo også.

Vi skiftede high end hotellet ud med en ganske almindelig hytte på en campingplads. Det skal siges at dette område er et udpræget skisportsområde om vinteren, hvilket antageligvis forklarer hvorfor vores hytte havde 10 senge. Pladsen lå lige ved siden af en kæmpestor turkisblå sø, som også fik en stor del af sit vand fra de omkringliggende gletchere. Virkelig smuk.

Direkte fra pladsen steg vi ind i en helikopter på en Alpine View tur. Lynhurtigt kom vi op ad bjergene og landede på et sneklædt bjergplateau, hvor vi kunne kaste lidt sne på hinanden og spadsere hen til (endnu) en flot gletchersø. Derefter med helikopter ned ad bjerget, henover den bredeste midlertidigt udtørrede flodseng og tilbage henimod 'vores' gletchersø inden vi stod af igen. Meget surrealistisk at gå fra bagende sol, til sneklædt bjerg og retur igen på så kort tid.

Adrenaline City

Så afsted mod New Zealands Adenture Capital, Queenstown. Vi fik lige en gang gelato og en superlækker frokost på Café Vudu. I dén rækkefølge. Dessert før mad, som det bør være. Så behøver man ikke klemme desserten ned bagefter ;o)

Derefter afsted mod vores nye midlertidige bopæl. Vi valgte at bo på Frankton Motorcamp af både økonomiske, komfort- og støjmæssige årsager. Stille og rolig lille plads, med direkte adgang til søen. Da vi ankom gik mor og Liv straks mod søen, hvor vi fandt et lille vandløb der løb ud i søen og som var helt ideelt at bygge dæmning i. Så det gjorde vi. Mor kastede store sten ned til Liv, som så stablede stenene meningsfuldt op. Far og Tobias gik på legepladsen på pladsen. Begge separate aktiviter blev afsluttet lidt pludseigt med "av", Liv placerede en stor sten oven på sin ringefinger og Tobias gik armgang men der var intet sted at "lande", så han gav til sidst slip og landede på sin balle. Men hyggeligt indtil da.

Nu hvor vi var i adrenalinjunkiernes paradis, skulle vi da også være med. Vi startede på de vilde vover med en gondoltur i en svævebane op ad bjerget til Bobs Peak. Så en let frokost med udsigt over Queenstown. Mens vi sad der i fred og ro og nød vores mad, så både paraglidere og Bungyjumpere få deres adrenalinfix.

Alene skulle junkierne da ikke være, så vi tog lige en række ture på Luge-banen. Luge-bilerne er en slags bobslæder på hjul med rat og bremser, og da banen kører ned ad bjerget er der ikke rigtigt brug for andet. Det er nok ikke svært at gætte hvilken forælder der havde mest fart på, på vej ned: Control-freak vs. Laid Back. Mellem hver tur kunne man tage en stolelift op ad bjerget igen, igen meget højt oppe, fin udsigt, som man havde god mulighed for at nyde igennem liftens skrøbelige kontruktion.

Derefer skulle en forælder prøve kræfter med paragliding. Desværre var der for meget vind på Bobs Peak, så man skulle ud til Coronets Peak for at finde en passende klippe at kaste sig ud fra. Fordelen ved det er, at man starter ca 500 meter højere oppe. Landingsområdet er tilsvarende højere oppe, så selve turen ned er den samme, men det er en noget flottere tur over bjergsider og lignende når man lige starter lidt længere oppe. Området er så også noget mere landligt i stedet for udsigten over Queenstown, men det var ikke et minus.

Det var naturligvis et tandemspring, og piloten hed Chris og var en herboende Schweizer som på trods af sine 30 år i landet ikke havde smidt accenten. Flink fyr i øvrigt. Virkede som om han havde styr på det.

Instruktionen var i grove træk sådan her. "På tre går vi fremad - uanset hvor meget vinden trækker dig bagud. Når jeg siger løb så løber vi, og så er det 'Point of no return'." Og det var præcis sådan det var. Meningen var så, at den anden forælder+børn skulle stå ved landingsområdet og se landingen, som i øvrigt var nærmest umærkelig, men det nåede de desværre ikke. Så de må ligesom jer nøjes med billederne nedenfor.

Efter aftensmaden, hvor ungerne spiste sig mætte og beskidte i Spareribs, gik vi ned mod havnen. Der var vi så heldige at støde på en gadekunstner. Canadier fra Toronto, underholdende og superflabet, men efter man har set hans show må man indrømme, at han havde noget at have det i.

Navnet er Billions Cobra, han er uddannet astrofysiker og har både været hos Letterman og Ellen Degeneres

Te Amo

Så gik turen mod Te Anau. Andrea er nok lidt mere klar på at kalde byen Te Amo. Efter lidt blæst, regn og kulde (kulde er måske et lidt stærkt ord, men køligere vejr i al fald) i Invercargill, kører vi mod smukke, solrige, fantastiske, fik jeg sagt smukke? Te Anau. Paradisisk. Kæmpestor sø, fredfyldt, lækker stor legeplads, hyggelig atmosfære.

Det skader naturligvis heller ikke, at vi tjekker ind på en Top10 Holiday Park i virkelig lækker cabin. Vi ankom tidligt, så der var tid til det hele. Vi pjattede ved søen, legede på legepladsen, slentrede ned og købte ind, lavede mad, var på ny legeplads efter maden. For derefter at skynde os at gå tidligt i seng, fordi vi lige skulle op kl. 6 næste morgen for at komme ud til Doubtful Sound.

Turen til Doubtful Sound og retur er en lille smule omstændig:
- Først med bus til Manapouri søen.
- Dernæst båd over Manapouri søen.
- Så med bus tværs over Willmot Pass
- Derefter med båd ud på selve Doubtful Sound
- Efterfølgende tilbage med bussen over Willmot Pass
- Et lille snigerbesøg på det lokale kraftværk
- Endnu en gang over Manapouri søen
- Tilbage med bussen til Te Anau

Men: Det Var Det Hele Værd Punktum

Omstændigheden til trods så manglede komforten ikke noget. Vi hyggede os undervejs med Uno og tegnegrejer til ungerne, og med udsigten undervejs til de voksne.

Synes jeg gentager mig selv, men der var bare fantastisk flot natur. Høje bjerge, vandfald, flotte blomster og træer. Willmot Pass er kendt som New Zealands dyreste vej, den er 22 km lang og ville i nutidskroner have kostet 450 mio kr. God (kilo)meter-pris. Den ligger midt i Fiordland National Park, og det er ikke videre sandsynligt at der bliver bygget flere veje der. Grunden til, at den i første omgang blev planlagt anlagt var byggeriet af "Manapouri Hydroelectric Power Station", som i øvrigt blev etableret for at kunne levere strøm til "Tiwai Point Aluminium Smelter" - umiddelbart det største eksempel på "så tog det ene det andet" jeg lige er stødt på. Vi er taknemmelige for vejen, da jeg ikke tror jeg ville kunne have lokket ungerne med ud på et 22 km trek for at komme ud og se noget vand.

Ude på selve fjorden, som det jo er (og altså ikke et sund, en forskel som jeg pludseligt er blevet meget klogere på), stiftede vi bekendtskab med nye udtryk som tree avalanche, tanning (af vand), two layered water, ligesom vi så nogle sten som pludseligt var kommet til syne i fjorden i 2003. Ikke fordi vandstanden var faldet, men fordi et jordskælv havde presset et af bjergene en lille halv meter længere op. Jeg har nyvunden respekt for moder natur og de kræfter hun har til sin rådighed.

En meget kreativ fisker havde trodset byggeforbudet i nationalparken ved at udnytte det faktum, at tegningen af nationalparkens grænser er tegnet ved højvande. Så han har bygget et hus der kun har land under sig ved lavvande. Ellers står det på nogle fine pæle i vandet.

Vi havde også et par stille minutter hvor al maskineri blev slukket, ingen gik rundt, ingen snakkede og man hørte kun lyden af vand og et par fugle langt væk. Se dét er stilhed.

Vi besøgte også lige det førnævnte kraftværk. Jeg ville nok aldrig selv have valgt at tage derud, men må indrømme, at jeg var behørigt imponeret. Ikke kun af den to kilometer lange tunnel ind og ned i klippen som bussen lige kørte for at vi kunne kommer derind. Ikke meget plads, man følte pludselig trang til lige at rykke lidt sammen på midten.

Dagen efter tog vi endnu et fjordbesøg, denne gang Milford Sounds. Lidt mindre omstændigt, men vi skulle stadig op kl. 6, for vi havde booket en ret tidlig båd og der var lige 130 km der skulle tilbagelægges inden.

I øvrigt endnu en smuk køretur inkl. en tur i den 1,2 km lange Homer Tunnel, trafik i én retning og retningen skifter hvert kvarter.

Milford Sound er med sine 450 indbyggere ikke det man ville kalde befolkningstæt. Og bortset fra sine ture ud på vandet og antageligvis virkelig smukke vandreruter og helikopterture var der ikke så meget andet civilisation i området. Det vi fandt frem til var, at der var ét sted at overnatte, ét sted at spise (i øvrigt også der man kunne overnatte), hvor man i øvrigt også fandt informationscenteret.

Sejlturen var igen rigtig flot. Vi så de to permanente vandfald Lady Bowen og Stirling Falls. Vi så delfiner (denne gang var det Øresvin), sæler, et par albatrosser. Vi kom også tæt nok på et vandfald til at blive våde, ligesom båden blev vasket på den ene side. På tilbageturen besøgte vi deres undervandscenter, som mere eller mindre bare er en flydende bygning i vandet, med vinduer ud til havet på nederste etage (en små ti meter under vandet). Her så vi søstjerner, søpindsvin, masser af spøjse fisk, sort koral, hestemuslinger, en eller anden sær hvid sandorm, som kunne blive 200 år gammel, en pænt stor blæksprutte, smukke Paua muslinger mv. Til sidst lærte Liv et lille trick hvormed hun kunne lokke fiskene hen til sig. Pænt svært at få hende ud af stedet efter hun havde fundet ud af, at det virkede.

Efter lidt mad (vegetarlasagne, det laver man åbenbart ved bare at fjerne kødsovsen...) tog vi tilbage mod Te Anau. Vi stoppede vi ved nogle af de anbefalede seværdigheder, herunder, The Chasm (med frække Keaer), Hollyford Valley Lookout (hvor der var en meget, lang og smal hængebro) og Mirror Lakes (spejlblanke søer). Ikke et eneste sted blev vi skuffede over, det der mødte os.

Det skal tilføjes, at de har knap 200 regnvejrsdage i både Doubtful og Milford Sound, (i Milford får de ca 7 meter regn om året) men begge vores sejlture var i solskinsvejr. Det betød naturligvis, at det var dejligt at være ude i, men selve essensen af det at være de to steder har vi nok ikke helt fået med. Når det regner, opstår der snesevis af små og store midlertidige vandfald og det har vi så ikke set. Men solskin er nu fint nok for mig.

Og ja, der var sandfluer, men ved hjælp af noget meget effektivt anti-klamt-dyr-salve er det vist kun Mikkel der er blevet bidt. Men kun der hvor han ikke lige fik smurt salve (så kan han lære det).