fredag den 22. februar 2013

Invercargill


Fra Owaka går turen mod Invercargill. En stor del af turen havde vi allerede kørt en gang på vores tur ud mod Purpoise og Curio Bay. Det var nu stadig en flot tur langs smukke strande. For forandringens skyld valgte vi til frokost bevidst at undgå "Den Fløjtende Frø" (som vi besøgte på vej mod Curio Bay), det viste sig at være en fejlagtig beslutning. For da vi så endelig blev sultne, så var udvalget af spisesteder faktisk ikke eksisterende, der var ét sted. Take it or leave it. Problemet er bare at fire mennesker med lavt bloduskker er ca. fire for mange i vores i øvrigt ubeskedne køretøj. Det forvandler i al beskeden hed Wingroaderen til en firehjulet katastrofe. Så det var en "take it". Børnene var glade, der var nuggets, hot dogs og fritter. Forældrenes begejstring for det middelmådige og begrænsede menukort var til at overse, men blodsukkerrelateret katastrofe blev afværget. Familien kunne således fortsætte mod vores nye bosted Beach Road Holiday Park i Invercargill.




Vi fik en to-værelses en-suite cabin, med i alt otte sovepladser. Jep otte. Men det var så også alt hvad der var indenfor.
Invercargill pralede af en ret stor svømmehal, Splash Palace, og vi skulle jo afprøve ungernes nye snorkelgrej, så der tog vi hen. Desværre var en del af legeområderne lukket den dag, men vi fik da leget i vandet i knap 2 timer. Efter lidt overtalelse var Liv også klar til at prøve snorkelgrejet og det var hun faktisk rigtig god til. Så det var super.
Aftensmad hos Zookeeper, anbefalet af vores Rough Guide - tak til Claus og Mette. Derefter indkøb hos Pak'n'Save, som vi troede ville være lidt mere netto-agtigt. Det var da også noget billigere, men dog ikke mere discount-agtigt end, at ekspedienten, også her, pakker varerne for en.
Dagen efter ville Tobias bare rigtig gerne blive hjemme på pladsen, så efter en fælles tur på legepladsen tog far og Liv ind til Invercargill, mens mor og Tobias slappede af, spillede krig og Uno og slappede lidt mere af. Det trængte lillemanden til. Vi boede ret tæt på en racerbane og kunne høre dem køre ræs derovre, men ikke en gang det ville han over og se. Så nok meget godt med en slappedag.

Knap så meget afslapning hos far og Liv i Queens Park. Ænder, rosenhaver, kæmpe legeplads inkl. lille vandland, papegøjepark, dyrepark, japansk have, vinterhaver og en hel del yderligere gå-rundt-og-kigge-på-ting-i-park. Queens Park er helt sikkert et heldagsbesøg værd.








Vi møder en del englændere som rejser hernede i deres otium. Hvis alternativet er vinter i England, kan jeg godt forstå at de vælger sommer i New Zealand.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar