Tilbage til soveby

Vi slog to ens og blev lukket ud af fængslet. Derefter kørte vi endnu en gang sydpå langs kysten mod Waikouaiti. Vi stoppede undervejs i Temuka og fik noget frokost og faldt i snak med en lokal, som hed Steve. Han tilbød at vi kunne komme forbi og bo hos dem, men det passede ikke lige ind i vores planer, så vi måtte pænt takke nej. Men superpænt af ham. Derefter kørte vi til Oamaru for at se de sødeste små blå pingviner. (De bliver i øvrigt hernede kaldte "Little Blue Penguins", giver god mening, når de er ca 45 cm mod kejserpingvinens imponerende 130 cm.) De er desværre ikke så nemme at se i dagtimerne, da de enten er ude i vandet og fange mad eller ligger på æg/unger i redekasserne. Men et par stykker fik vi set ude, ligesom vi fik lov at se ned i redekasserne. De var godt nok søde. Der lå også et par sæler (Fur seals) og slikkede sol udenfor. Efterfølgende tog ungerne stedets whiteboard-opfordring til at tegne en pingvin seriøst op.

Derefter ned for at logere os ind i vores cabin. Hyggelig campingplads, dog med nogle sjove områder, heriblandt "The Lustful Layout" og "Dunshagin Avenue".

Igen en campingplads med masser af campingvogne, hvor folk boede - fast. Ikke som nogen, der vælger at bo i sommerhus en del af året, og hjemme den anden del. Det her var deres hjem, hele året. Det er tankevækkende.
Det viste sig, at vi havde vores helt egen private, meget lækre strand (nu med hvidt sand). Der var ganske vist nogen andre da vi kom derned. De gik heldigvis hurtigt, da vi kom. Så var der lige nogle hestevogne der kørte igennem, og ellers så holdt folk sig på behørig afstand indtil vi var færdige med at bruge "vores" strand. Det er vel det mindste man kan forvente ;o)

Bortset fra lidt morgengymnastik iværkssat af ungerne, bød dagen på afslapning ved stranden.

Om aftenen tog vi tilbage til Oamaru for at se pingvinerne komme ind fra deres daglige fisketur.

Det var sjovt at se dem komme op på stranden og trippe hjemad. Den store overraskelse kom dog efter de var kommet hjem, det viser sig, (og det ved folk, der er mere pingvinkyndige end familien Staunsholm naturligvis) at de giver sig til at gale op, når de kommer hjem. Det lød mest af alt som en gang katteslagsmål in spe. Det er åbenbart noget territorie-tinge og det kan de så gøre i flere timer efter de kommer hjem. Vi kørte bare hjem. Og undgik helt at ramme den pingvin, der gik rundt ude på vejen ned til parkeringspladsen.