tirsdag den 26. februar 2013

Adrenaline City


Så afsted mod New Zealands Adenture Capital, Queenstown. Vi fik lige en gang gelato og en superlækker frokost på Café Vudu. I dén rækkefølge. Dessert før mad, som det bør være. Så behøver man ikke klemme desserten ned bagefter ;o)

Derefter afsted mod vores nye midlertidige bopæl. Vi valgte at bo på Frankton Motorcamp af både økonomiske, komfort- og støjmæssige årsager. Stille og rolig lille plads, med direkte adgang til søen. Da vi ankom gik mor og Liv straks mod søen, hvor vi fandt et lille vandløb der løb ud i søen og som var helt ideelt at bygge dæmning i. Så det gjorde vi. Mor kastede store sten ned til Liv, som så stablede stenene meningsfuldt op. Far og Tobias gik på legepladsen på pladsen. Begge separate aktiviter blev afsluttet lidt pludseigt med "av", Liv placerede en stor sten oven på sin ringefinger og Tobias gik armgang men der var intet sted at "lande", så han gav til sidst slip og landede på sin balle. Men hyggeligt indtil da.



Nu hvor vi var i adrenalinjunkiernes paradis, skulle vi da også være med. Vi startede på de vilde vover med en gondoltur i en svævebane op ad bjerget til Bobs Peak. Så en let frokost med udsigt over Queenstown. Mens vi sad der i fred og ro og nød vores mad, så både paraglidere og Bungyjumpere få deres adrenalinfix.




Alene skulle junkierne da ikke være, så vi tog lige en række ture på Luge-banen. Luge-bilerne er en slags bobslæder på hjul med rat og bremser, og da banen kører ned ad bjerget er der ikke rigtigt brug for andet. Det er nok ikke svært at gætte hvilken forælder der havde mest fart på, på vej ned: Control-freak vs. Laid Back. Mellem hver tur kunne man tage en stolelift op ad bjerget igen, igen meget højt oppe, fin udsigt, som man havde god mulighed for at nyde igennem liftens skrøbelige kontruktion.






Derefer skulle en forælder prøve kræfter med paragliding. Desværre var der for meget vind på Bobs Peak, så man skulle ud til Coronets Peak for at finde en passende klippe at kaste sig ud fra. Fordelen ved det er, at man starter ca 500 meter højere oppe. Landingsområdet er tilsvarende højere oppe, så selve turen ned er den samme, men det er en noget flottere tur over bjergsider og lignende når man lige starter lidt længere oppe. Området er så også noget mere landligt i stedet for udsigten over Queenstown, men det var ikke et minus.

Det var naturligvis et tandemspring, og piloten hed Chris og var en herboende Schweizer som på trods af sine 30 år i landet ikke havde smidt accenten. Flink fyr i øvrigt. Virkede som om han havde styr på det.

Instruktionen var i grove træk sådan her. "På tre går vi fremad - uanset hvor meget vinden trækker dig bagud. Når jeg siger løb så løber vi, og så er det 'Point of no return'." Og det var præcis sådan det var. Meningen var så, at den anden forælder+børn skulle stå ved landingsområdet og se landingen, som i øvrigt var nærmest umærkelig, men det nåede de desværre ikke. Så de må ligesom jer nøjes med billederne nedenfor.




Efter aftensmaden, hvor ungerne spiste sig mætte og beskidte i Spareribs, gik vi ned mod havnen. Der var vi så heldige at støde på en gadekunstner. Canadier fra Toronto, underholdende og superflabet, men efter man har set hans show må man indrømme, at han havde noget at have det i.

Navnet er Billions Cobra, han er uddannet astrofysiker og har både været hos Letterman og Ellen Degeneres

Ingen kommentarer:

Send en kommentar