onsdag den 6. februar 2013

Endnu et eventyr på havet


Svømme med delfiner er ungerne desværre ikke gamle nok til, men svømme med sæler virkede som et rigtigt fornuftigt alternativ. Så det prøvede vi. Valget faldt på Topspot Swim, som i øvrigt også står for backpackerstedet Lazy Shag. Det var et godt valg. Vi fik en helt og aldeles eksklusiv tur med Dave. Efter at have fået våddragter på, blev vi kørt ud til stranden, hvor vi så havde, hvad Dave omtalte som en 20 minutters gåtur langs stranden. For os, der måske havde troet, at "langs stranden" var på noget sand, langs vandet, var dét, at skulle balancere på klipper både over og under vandoverfladen måske lidt en overraskelse. Dave, der viste sig at være halvt bjergged tog hurtigt Liv på skulderen ("just grab on to my mane")' og sprang afsted med baderinge, masker mv. under armen. Farmand havde Tobias på skulderen og kom også godt afsted mens mor med farmands svømmefødder under armen, men helt uden balance kæmpede sig afsted som den berømte rosin. Frem kom vi, uskadt bortset fra et enkelt hårdt såret ego, og så var det ellers på med snorkeludstyret, ungerne op på nogle baderinge og så ud i havvandet. Sælerne holdt til på nogle klippeformationer 100 meter ude i vandet. Vi valgte the scenic route ud mod sælerne og på vejen fik vi både set søstjerner, søpindsvin og en masse små og store fisk. Da vi var i våddragt var det en fordel at solen ikke bagte ned fra en skyfri himmel, og på den måde var det en ideel dag vi havde valgt. Desværre er sælerne mere tilbøjelige til at komme ned i vandet når de skal køle sig af, så vi måtte nøjes med at se dem oppe på klipperne. Vi så masser af sæler herunder, de sødeste små babysæler, som legede kong gulerod på toppen af klipperne, samt et par hanner der brølede.

Ungernes tålmodighed og motivation ift det at have masker på svingede desværre en del. Tobias var nok den, der var mest motiveret, selvom han til sidst frøs. Dave kæmpede hårdt for at holde dem begge til ilden, og det er der i dén grad point for. Tak til Dave for en fantastisk tur.

Efter vores sæltur gik turen, i kraftigt regnvejr, mod Hanmer Springs. Så har vi også prøvet regnvejr hernede. Interessant at se helt udtørrede flodlejer pludseligt blive fyldt op med vand og blive forvandlet til de vandløb skiltene omkring dem hårdnakket påstår de er. Også rart at opleve en nedgradering i risikovurderingen for "fire" (~skovbrand) fra very high til high. Så er man pludselig meget mere rolig.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar