Det skader naturligvis heller ikke, at vi tjekker ind på en Top10 Holiday Park i virkelig lækker cabin. Vi ankom tidligt, så der var tid til det hele. Vi pjattede ved søen, legede på legepladsen, slentrede ned og købte ind, lavede mad, var på ny legeplads efter maden. For derefter at skynde os at gå tidligt i seng, fordi vi lige skulle op kl. 6 næste morgen for at komme ud til Doubtful Sound.
Turen til Doubtful Sound og retur er en lille smule omstændig:
- Først med bus til Manapouri søen.
- Dernæst båd over Manapouri søen.
- Så med bus tværs over Willmot Pass
- Derefter med båd ud på selve Doubtful Sound
- Efterfølgende tilbage med bussen over Willmot Pass
- Et lille snigerbesøg på det lokale kraftværk
- Endnu en gang over Manapouri søen
- Tilbage med bussen til Te Anau
Men: Det Var Det Hele Værd Punktum
Omstændigheden til trods så manglede komforten ikke noget. Vi hyggede os undervejs med Uno og tegnegrejer til ungerne, og med udsigten undervejs til de voksne.
Synes jeg gentager mig selv, men der var bare fantastisk flot natur. Høje bjerge, vandfald, flotte blomster og træer. Willmot Pass er kendt som New Zealands dyreste vej, den er 22 km lang og ville i nutidskroner have kostet 450 mio kr. God (kilo)meter-pris. Den ligger midt i Fiordland National Park, og det er ikke videre sandsynligt at der bliver bygget flere veje der. Grunden til, at den i første omgang blev planlagt anlagt var byggeriet af "Manapouri Hydroelectric Power Station", som i øvrigt blev etableret for at kunne levere strøm til "Tiwai Point Aluminium Smelter" - umiddelbart det største eksempel på "så tog det ene det andet" jeg lige er stødt på. Vi er taknemmelige for vejen, da jeg ikke tror jeg ville kunne have lokket ungerne med ud på et 22 km trek for at komme ud og se noget vand.
Ude på selve fjorden, som det jo er (og altså ikke et sund, en forskel som jeg pludseligt er blevet meget klogere på), stiftede vi bekendtskab med nye udtryk som tree avalanche, tanning (af vand), two layered water, ligesom vi så nogle sten som pludseligt var kommet til syne i fjorden i 2003. Ikke fordi vandstanden var faldet, men fordi et jordskælv havde presset et af bjergene en lille halv meter længere op. Jeg har nyvunden respekt for moder natur og de kræfter hun har til sin rådighed.
En meget kreativ fisker havde trodset byggeforbudet i nationalparken ved at udnytte det faktum, at tegningen af nationalparkens grænser er tegnet ved højvande. Så han har bygget et hus der kun har land under sig ved lavvande. Ellers står det på nogle fine pæle i vandet.
Vi havde også et par stille minutter hvor al maskineri blev slukket, ingen gik rundt, ingen snakkede og man hørte kun lyden af vand og et par fugle langt væk. Se dét er stilhed.
Vi besøgte også lige det førnævnte kraftværk. Jeg ville nok aldrig selv have valgt at tage derud, men må indrømme, at jeg var behørigt imponeret. Ikke kun af den to kilometer lange tunnel ind og ned i klippen som bussen lige kørte for at vi kunne kommer derind. Ikke meget plads, man følte pludselig trang til lige at rykke lidt sammen på midten.
Dagen efter tog vi endnu et fjordbesøg, denne gang Milford Sounds. Lidt mindre omstændigt, men vi skulle stadig op kl. 6, for vi havde booket en ret tidlig båd og der var lige 130 km der skulle tilbagelægges inden.
I øvrigt endnu en smuk køretur inkl. en tur i den 1,2 km lange Homer Tunnel, trafik i én retning og retningen skifter hvert kvarter.
Milford Sound er med sine 450 indbyggere ikke det man ville kalde befolkningstæt. Og bortset fra sine ture ud på vandet og antageligvis virkelig smukke vandreruter og helikopterture var der ikke så meget andet civilisation i området. Det vi fandt frem til var, at der var ét sted at overnatte, ét sted at spise (i øvrigt også der man kunne overnatte), hvor man i øvrigt også fandt informationscenteret.
Sejlturen var igen rigtig flot. Vi så de to permanente vandfald Lady Bowen og Stirling Falls. Vi så delfiner (denne gang var det Øresvin), sæler, et par albatrosser. Vi kom også tæt nok på et vandfald til at blive våde, ligesom båden blev vasket på den ene side. På tilbageturen besøgte vi deres undervandscenter, som mere eller mindre bare er en flydende bygning i vandet, med vinduer ud til havet på nederste etage (en små ti meter under vandet). Her så vi søstjerner, søpindsvin, masser af spøjse fisk, sort koral, hestemuslinger, en eller anden sær hvid sandorm, som kunne blive 200 år gammel, en pænt stor blæksprutte, smukke Paua muslinger mv. Til sidst lærte Liv et lille trick hvormed hun kunne lokke fiskene hen til sig. Pænt svært at få hende ud af stedet efter hun havde fundet ud af, at det virkede.
Efter lidt mad (vegetarlasagne, det laver man åbenbart ved bare at fjerne kødsovsen...) tog vi tilbage mod Te Anau. Vi stoppede vi ved nogle af de anbefalede seværdigheder, herunder, The Chasm (med frække Keaer), Hollyford Valley Lookout (hvor der var en meget, lang og smal hængebro) og Mirror Lakes (spejlblanke søer). Ikke et eneste sted blev vi skuffede over, det der mødte os.
Det skal tilføjes, at de har knap 200 regnvejrsdage i både Doubtful og Milford Sound, (i Milford får de ca 7 meter regn om året) men begge vores sejlture var i solskinsvejr. Det betød naturligvis, at det var dejligt at være ude i, men selve essensen af det at være de to steder har vi nok ikke helt fået med. Når det regner, opstår der snesevis af små og store midlertidige vandfald og det har vi så ikke set. Men solskin er nu fint nok for mig.
Og ja, der var sandfluer, men ved hjælp af noget meget effektivt anti-klamt-dyr-salve er det vist kun Mikkel der er blevet bidt. Men kun der hvor han ikke lige fik smurt salve (så kan han lære det).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar