På vejen besøgte vi Wai ariki Farm Park, som var en hyggelig lille gård med en masse dyr, man kunne fodre. Det var et kæmpehit. Der var to slags grise og geder, flere forskellige slags får, en ko, en emu (som laver meget grøn lort), et dådyr, et æsel, nogle heste, marsvin, kaniner, chinchillaer, lamaer, possums, American Long Horns, gæs, ænder, høns, ål, og familiens nye favoritdyr alpacaer.
Frokosten var en superlækker osteplatte efterfulgt af is. Isen var så hård og utilgængelig at der røg en tand. Heldigvis var det bare Livs rokketand, så ingen katastrofer den dag.
Derefter var vi glade og tilfredse og klar til at køre mod storbyen.
Vi valgte at tjekke ind på et gammelt fængsel, som er blevet ombygget til et backpacker hotel.
Vi fik to celler så vi sov en voksen og et barn i hver celle. Det var et superfedt sted, ikke så meget på grund af de små celler, men atmosfæren var helt fænomenal. Fællesarealerne var gennemførte og der var bare styr på det, på den rigtig gode måde.
Der var også en gammel original celle, med ægte fange-tegnet kunst på væggene og det hele, som man kunne få lov at se.
Indbyggerne i Christchurch er stadig meget mærket af de jordskælv de har været ramt af, især det rigtigt store ultimo 2011. Vi har ikke set byen før, så vi kunne som sådan ikke se skaderne, men blot konstatere, at der var gang i enormt meget byggeri rundt omkring i byen.
Den dag vi skulle ud og besøge The Antarctica Centre falder vi tilfældigvis i snak med en pige, som lige var vendt tilbage fra et tre måneders Phd-ophold på Antarktis, det var lidt vildt at høre om. Det satte også den snestorm vi oplevede i deres simulator lidt i relief.
Vildt var det og flot var det, helt afgjort besøget værd. Tror ungerne syntes at pingvinerne var de sjoveste, men det er også ok.
Vi havde glemt Pingus (Tobias' yndlingsbamse) hjemme i Danmark, og på trods af, at han faktisk ikke har nævnt den syntes vi, at han skulle have lov at vælge sig en ny, når vi nu var i Antarctica Center som havde et kæmpe udvalg af flotte pingvinbamser. Tobias valgte i stedet denne:
Mor var ikke lige så fascineret at dens udseende, men da Tobias havde givet den et kys i butikken allerede inden var købt, vidste hun godt at slaget var tabt. (Måske han skal til øjenlægen, når vi kommer hjem)
Det skal i øvrigt tilføjes at pigen, fra Colorado, som vi talte med, også havde været afsted sidste år og helt klart også regnede med at skulle afsted næste år. Andrea var behørigt imponeret.
Liv, Tobias og mor legede gemmeleg udenfor, mens far nærlæste en brochure fra Food and Wine trail, som ledte os til noget god mad på (endnu) en vingård, Rossendale. Det kunne vi sagtens vænne os til.
Ventetiden fordrives mens vi venter på maden:
Men god mad:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar