Picton er ikke en stor by, området omkring færgeterminalen er endnu mindre alligevel viste det sig, at selvom vi fulgte de skilte vi så, at det var umuligt for os at finde det rette sted at køre ind til færgen uden assistance. Så ved terminalen måtte vi lige ind og spørge om vej. Før hele spørgsmålet var stillet sagde den søde dame bag skranken: "Oh, right." og stak os et lille udprint med præ-highlighted markering af hvor vi skulle hen. Hvis de har sådan en lille stak liggende til folk, der ikke kan finde vej kunne man overveje at de måske skulle arbejde en anelse med deres skiltning. Uden at kende noget særligt til prisen på skilte eller den størrelse bestikkelse der skal til for at få Komiteen til forskønnelse af Picton Centrums tilladelse til at sætte dem op, så skal timelønnen for en picoline der sidder i bedste Jørgen Clevin stil og printer, klipper og highlighter papirlapper godt nok være lav, før det er økonomisk rentabelt.
Færgeturen var igen en ren forældrefornøjelse, vi så lige Tobias da han gerne ville have noget at spise og skulle tisse, ellers var der dømt legeland med TV (og der er engelsk åbenbart ikke en hindring) og således fik forældrene god tid til at lave absolut ingenting og måske læse en bog. Vi overvejer at gøre sejlturen til en daglig fornøjelse, men ser lige om der måske er et lidt mere prisbilligt alternativ.
Vi spiste sen frokost i Levin, hvor ungerne for første gang (sammen med deres forældre, vi ved ikke hvad evt. babysittere har fundet på, men der er til dato ingen der har indrømmet noget) fik mad fra Burger King. Forældrene kom ganske hurtigt i tanke om hvorfor det er vi ikke har gjort os så meget i det, og tænker der går lidt tid inden vi gør det igen. (og til de emsige: Ja, vi har stadig overholdt vores aftale om ikke at tage dem med på Den Gyldne Måge) Fordelen og formålet med dette måltid var at vi kunne tage det med hen på den lokale, store legeplads og hygge der en halvanden times tid inden vi kørte videre.
Til en forandring var det legepladsens svævebane der endte med at tage børnenes opmærksomhed. Og det er jo en skøn aktivitet fordi den også involverer forældrene, som troligt henter svævebanen igen og igen.
Derefter afsted mod Okehuna i Waiourua. For at komme dertil kører man gennem noget ligner et ørkenlandskab, lidt surrealistisk, men ganske flot.
Sen ankomst til hytten, men dog ikke senere at børnene kunne lege på legepladsen både før og efter de sandwiches vi fik til aftensmaden. Legepladsen lå dog også LIGE uden for døren, hvilket begge børn syntes var helt fantastisk og havde meget travlt med at fortælle om.
Jonas og mor har skrevet et par søde smser til Tobias og det har han været rigtig glad for. Så tak for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar