Campinghabit, og dog

Efter tre dage på primitiv campingplads, men dog med alt hvad man reelt skal bruge (bortset fra kontakt til omverdenen), tog vi videre til Wanganui.

Vi gjorde holdt ved Kai Iwi Beach, som vi var blevet anbefalet af vores campingnaboer. Vi blev igen ikke skuffet. Flot strand, med sort sand, smukt turkisgrønt hav, livreddere som holdt øje med ca 25 meter af stranden. Det så i virkeligheden lidt absurd ud i forhold til den kæmpe strandbred, omvendt er det dog meget rart at der bliver holdt øje med bare lidt af stranden. 

Også her var der en ny og spændende legeplads -her i pirattema, med kæmpe svævebane (flying fox, som det hedder hernede. Tobias synes dog overhovedet ikke, at det ligner en ræv). Begge børnene tog svævebanen i
stiv arm, de var på ingen måde smittet af morens frygtsomhed. Videre til en Top10 Holiday Park, som rent komfortmæssigt er i diamentral modsætning til Patea. Nu med udsigt til floden, svimmingpool, eget toilet
og køkken - men helt uden synlige svampevækster. Ungerne fandt tre danske børn, Andreas, Iben og Sofie som de legede med.



Dagen efter var vi i poolen igen med Andreas, Iben og Sofie inden de tog afsted. Derefter tog vi mod Wanganui Central for at hente forsyninger. På vejen faldt vi over den til dato største, sejeste og måske flotteste legeplads. Og det siger ikke så lidt. Den var kæmpestor, med et lille springvands-vandland, kreative figurer, svævebane, almindelige gynger samt sidelæns gynger, you-name-it. Svævebanen var særlig fantastisk ikke mindst
fordi den var med "indbygget" 15-årig dreng, som troligt hentede svævebanen til de mindre børn igen og igen. Han var, som ventet, storebror, men lidt mindre ventet til 16 mindre søskende "though not with
same parents, my mom and dad got divorced a lot".

Hvert nyt sted vi kommer hen spørger børnene om vi ikke kan blive her i lang tid. Det kommer vi nok til et sted, men ikke endnu. Så for at få lidt ro på, blev vi på campingpladsen dagen efter, slappede af med Trekbikes, var i poolen, spillede krig og fodrede nogle søde ænder lige bag vores hus. Til dessert gik ungerne helt alene op til receptionen og købte is til hele familien. 



Dagen efter pakkede vi sammen for at køre videre mod Wellington. Vi hilste lige på en anden dansk familie, som rejste med barn på fire måneder. Puha, vores den yngste er fire år, og dét kan være rigeligt.

På vejen stoppede vi ved Durie Hill Elevator. Som navnet antyder er det en elevator inde i en bakke. For foden af bakken er der en lang tunnel der fører ind til elevatoren. Ungerne kan godt lide ekko, kan vi oplyse til de uindviede. Vi tog elevatoren ned og gik de 180 trin plus et par skrå bakker op igen. Pænt varmt, men flot tur.