Så går turen til Wellington, New Zealands hovedstad, og for de voksnes vedkommende et velkomment afbræk fra især den tvivlsomme kulinariske kvalitet, vi indtil videre har mødt på turen. Endelig et ordentligt måltid, med friske råvarer og helt uden friture...
Inden vi ankom var der dog lige 200km køretur, denne gang dog af lange, lige landeveje, hvor man hurtigt finder ud af, at det er velset at holde sig præcis på 100km/t - eller rettere 109 km/t som speedometret i vores Nissan Wingroad viser, når vi ifølge GPSen kører 100.
På vej ud af Wanganui stoppede vi ved Durie Hill, en semistor bakke, som indeholder en elevator og en pænt lang tunnel midt ind i bakken, hvor man så kan tage elevatoren op på toppen. En top som har en fantastisk udsigt, men som i øvrigt også er en del af et større villakvarter, så elevatoren har faktisk praktisk funktion til daglig. Vi prøvede også at gå op, en flot men stejl trappetur, som Tobias dog valgte at tage i fuldt løb...
Og så afsted. Til frokost stoppede vi ved en mindre sø, som viste sig at være 100% dedikeret til diverse former for sport på vandet: vandski, jetski, speedbåde, træk i gummiring osv. osv. Frokosten blev hurtigt fortærret, mens vi kiggede på en hund der var pænt skarp til at gribe bolde - både på land og i vand.
Vi er nu indlogeret på et backpackerhotel (Cambridge Hotel) og bilen er stillet i garage i et par dage.
Wellington virker som en rigtig storby, i hvertfald efter at man har kørt rundt på resten af Nordøen i en uges tid. Vi startede andendagen med lidt fornuftig morgenmad (f.eks. vafler) og herefter en gåtur ned til havnen. Dagens store oplevelse var helt klart Te Papa museet. Helt suverænt det fedeste museum vi nogensinde har besøgt. Ungerne havde en lang, men fantastisk dag, hvor de lærte en hel del om jordskælv, Maorierne, junglen, havet, fugle og en masse, masse andet relevant om New Zealand.
Og så var der så også lige en specialudstilling om computerspillenes historie. For forældrene et trip down memory lane, og for børnene en luksus at få lov til at fordybe sig i primært en række af tidernes Mariospil. Super udstilling med alt fra arkademaskiner med Space Invaders, til nyeste Kinectspil på xboxen - desuden garneret med indslag fra folkene bag spillene, og endda også et større område om selvstændige spiludviklere ("Indies").
På vej ud gik vi forbi havnebassinnet, hvor de lokale drenge brillierede med at lave koordinerede "massebomber".
Aftensmad blev spist på Dogs On Blair. Trætte børn og voksne, men udmærket mad og vin.
Men hvad er nu det? En hel dag uden en legeplads? Det måtte der gøres noget ved, så efter en stille, hjemmelavet morgenmad i hotellets backpackerkøkken, gik vi op mod Wellingtons botaniske have. En længere gåtur forbi de fleste af byens forretninger (og indtagelse af grøn slushice), men den sidste del af turen er helt klart den sjoveste: En gammel Cable Car trækker os op på toppen af den bakke (bjerg efter danske forhold), som den botaniske have ligger på.
Efter et besøg på et lille museum for Cable Cars (som børnene betegnede som pænt kedeligt, sammenlignet med Te Papa dagen før), så gik vi ind i haven. Vi valgte at følge en lille bush walk et kvarters tid, men tog så den lige vej op på toppen til legepladsen. 30 grader og høj sol, så der var grænser for hvor meget man havde lyst til at spæne rundt, men i skyggen gik det også fint med at tegne lidt - og endda få mødt to australske børn, som talte både fransk og engelsk...
Vi gik ned af "bjerget" og tilbage til centrum (tager vel 30 min. hvis man ikke stopper og kigger på noget) og fandt en café med ganske udmærket mad (Ministry of Food, som sjovt nok ligger lige op ad nogle regeringsbygninger). Yderligere 20 min. gang hjem, og på hovedet i seng. I morgen skal vi nogenlunde tidligt op, da vi skal tjekke ud og med færgen sydpå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar