Cave Crawling

Waitomo Caves here we come. Andrea ville rigtigt gerne se (og vise børnene) glow worms. Der er en del steder hvor de udbyder det, men oftest som en del af en større adventurepakke, dvs. kombineret med lidt river rafting, cave rafting, rapelling, klatring eller lignende. Det er ikke alt sammen lige børnevenligt. Det sted som tilsyneladende havde det mest Liv-og-Tobias-venlige tilbud var Waitomo Caves. Vi havde luret lidt på det, da vi var i Kawhia, men nåede det ikke på udturen, så nu med lidt længere køretur først vestpå, for at komme til Waitomo, og senere retur østpå for at komme til Rotorua hvor vi håber på at kunne slappe af en uges tid inden vi sætter næsen hjemad.

Waitomo bød først på et lille besøg på en udstilling om grotter, hvordan stalakitter og stalagmitter opstår, hvordan grotterne er blevet udforsket og udgravet, hvordan de er blevet dannet og så en masse eksempler på hvad der lever i dem. Adr! Alt for mange klamme dyr, også de eftertragtede glow worms (som i virkeligheden ikke er orme) er lidt klamme. Selvom de lyser smukt i mørket.

Pitstop for frokost på Huhu Café, derfter ned til vores tur i Waitomo grotterne.

Guiden var en flink ung mand, der lige startede med at skræmme livet af folk ved at udpege en klippeblok på 1,5x2x1 meter som havde revet sig løs og var faldet ned fra loftet. Det var dog sket for estimeret ca. 2000 år siden, så vi kunne ifølge ham tage det helt roligt. Med mindre man er typen, der tænker "er det så ikke snart tid til det igen?", blev man nok beroliget.

Vi så flotte strukturer der var dannet over de sidste mange tusinde år og flot var det. Vi så naturligvis også de flotte glow Worms, inkl. deres feeding strings. Turen sluttede af med en lille bådtur i næsten total mørke under joren, hvor man så kunne se glow worms lyse som stjerner på nattehimlen højt over os. Meget smukt og åbenbart spændende nok for Tobias til at han formåede at hviske på selve sejlturen.

Vi kunne ikke stå for Big Azz Ice Cream, så der stoppede vi for at få den daglige is.

Og så spottede vi lige en fancy bil på vejen:

Vi er enige om at dette ville være et statement, i Jylland, ikke?

Hilsen til børnehaven - lille sidespring

Mens vi var i Owaka lavede Liv og Tobias hver deres lille videohilsen til børnehaven.

Hvis der er andre der kunne tænke sig at se dem er de her:


Livs hilsen til Radisestuen:

 


Tobias' hilsen til Blomsterstuen:

Nordpå

Farvel til Eddie, de andre ål og hans etbenede andeven og afsted mod Interislander færgen til Wellington.
Picton er ikke en stor by, området omkring færgeterminalen er endnu mindre alligevel viste det sig, at selvom vi fulgte de skilte vi så, at det var umuligt for os at finde det rette sted at køre ind til færgen uden assistance. Så ved terminalen måtte vi lige ind og spørge om vej. Før hele spørgsmålet var stillet sagde den søde dame bag skranken: "Oh, right." og stak os et lille udprint med præ-highlighted markering af hvor vi skulle hen. Hvis de har sådan en lille stak liggende til folk, der ikke kan finde vej kunne man overveje at de måske skulle arbejde en anelse med deres skiltning. Uden at kende noget særligt til prisen på skilte eller den størrelse bestikkelse der skal til for at få Komiteen til forskønnelse af Picton Centrums tilladelse til at sætte dem op, så skal timelønnen for en picoline der sidder i bedste Jørgen Clevin stil og printer, klipper og highlighter papirlapper godt nok være lav, før det er økonomisk rentabelt.

Færgeturen var igen en ren forældrefornøjelse, vi så lige Tobias da han gerne ville have noget at spise og skulle tisse, ellers var der dømt legeland med TV (og der er engelsk åbenbart ikke en hindring) og således fik forældrene god tid til at lave absolut ingenting og måske læse en bog. Vi overvejer at gøre sejlturen til en daglig fornøjelse, men ser lige om der måske er et lidt mere prisbilligt alternativ.

Vi spiste sen frokost i Levin, hvor ungerne for første gang (sammen med deres forældre, vi ved ikke hvad evt. babysittere har fundet på, men der er til dato ingen der har indrømmet noget) fik mad fra Burger King. Forældrene kom ganske hurtigt i tanke om hvorfor det er vi ikke har gjort os så meget i det, og tænker der går lidt tid inden vi gør det igen. (og til de emsige: Ja, vi har stadig overholdt vores aftale om ikke at tage dem med på Den Gyldne Måge) Fordelen og formålet med dette måltid var at vi kunne tage det med hen på den lokale, store legeplads og hygge der en halvanden times tid inden vi kørte videre.

Til en forandring var det legepladsens svævebane der endte med at tage børnenes opmærksomhed. Og det er jo en skøn aktivitet fordi den også involverer forældrene, som troligt henter svævebanen igen og igen.

Derefter afsted mod Okehuna i Waiourua. For at komme dertil kører man gennem noget ligner et ørkenlandskab, lidt surrealistisk, men ganske flot.
Sen ankomst til hytten, men dog ikke senere at børnene kunne lege på legepladsen både før og efter de sandwiches vi fik til aftensmaden. Legepladsen lå dog også LIGE uden for døren, hvilket begge børn syntes var helt fantastisk og havde meget travlt med at fortælle om.
Jonas og mor har skrevet et par søde smser til Tobias og det har han været rigtig glad for. Så tak for det.

Gensynsglæde

Vi skulle være ved færgeterminalen i Picton lørdag senest kl. 9.30, så vi skulle bare finde et sted i nærheden hvor vi kunne overnatte. Så uden nogen nærmere bestemt plan kørte vi afsted.
Vi startede med en lille tur ind i Abel Tasman Park. Det er endnu en af de fantastisk snoede bjergveje, med hårnålesving og alle de andre ting vi er så vilde med i denne familie. Efter at have kørt af det nogen tid, passerer vi åbenbart level up-stregen. Den bliver markeret af et pænt skilt i vejsiden hvor vi bliver bedt om at køre pænt de næste 6 km. (Antageligvis behøver man ikke køre pænt ellers?) Men her var den ekstra opfordring foranlediget af, at en del af den kommende vejstrækning var reduceret til 1-1,5 bane. Ikke pga One Lane Bridges, men fordi en del af vejen tilsyneladende var styrtet i havet. Jeg har netop indset at jeg har en fobi: angsten-for-at-køre-på-en-bjergvej-som-styrter-i-afgrunden-under-mig-fobi. Den har sikkert et fint græskinspireret navn, men mit navn dækker til fulde. De mange "huller" i vejen, er afskærmet med et fint rødt net, vejstriberne er tegnet rundt om, og der er markeret med skilte hvem der har forkørselsret hvert sted og så er det ligesom det.

Næste Level Up var så 10 km snoet bjergvej, nu belagt med meget løst grus. Så bliver det bare ikke bedre.
Inde i Abel Tasman Park fandt vi et område hvorfra der var markeret en del vandreruter. En af dem var tydeligvis en længere (og måske ikke helt ufarlig) en af slagsen. Der var i al fald en lille logbog som det var hensigten, at alle vandrere skulle udfylde inden de begav sig derud, så man, hvis det skulle blive nødvendigt vidste hvor man skulle lede efter dem. Den tog vi så ikke.
Vi valgte, traditionen tro, den kortest mulige. Den var anført til at tage en times tid, men den var lidt kringlet. Så med to små på holdet, og lidt stigninger, træstammer mv der skulle forceres tog den lige over to timer. Men sjovt var det. Den vandresti vi valgte førte til Rock View Point. Den lå parallel med en anden, med kæde afspærret sti, med et skilt hvorpå der stod "Private property. No shooting" Håber det også var gældende for den sti vi tog.
Vi var ikke kommet så langt ind i skoven, før vi blev mødt af en fan tail. Lille sød fugl, med en meget fin vifte-hale, som den folder ind og ud. 1)

Den fulgte med os hele vejen gennem skoven, og var en enkelt gang ved at sætte sig på Livs fremstrakte finger. Desværre blev Liv forskrækket så den ombestemte sig.

Ude af skoven skulle vi op af nogle smalle stier, som var skæve i alle de forkerte retninger. På toppen kom vi op på en stor sten, hvorfra man kunne nyde udsigten. Ned af bjerget igen, tilbage ind i skoven, hvor vi atter blev mødt af vores lille fan tail. Superhyggeligt.

Vi så også nogle andre fugle og midt i det hele påstod Liv, på flere meters afstand, at hun havde fået øje på en vandrende pind. Forældrenes skepsis stod malet i ansigtet på dem, de troede vist bare, at hun havde set en lille pind, der blev grebet af et vindpust. Men den var god nok, der var en fin vandrende pind på vej ud af et lille bitte hul, omkranset af en masse (ikke-vandrende) pinde og kviste. I betragtning af, at hun har iPaden ca 8 cm. fra ansigtet, når hun skal se noget på den, skulle man ikke have troet, at "Liv Staunsholm" åbenbart er gammelt indiansk for "Unge Falkeøje".

Derefter tilbage ned af den umanerligt dejlige og helt og aldeles ikke fobi-fremkaldende bjergvej. Spise frokost på Penguin Café, som lå lige over for den Holiday Park vi lige havde været på.

Derefter kørte vi stille, roligt og uplanlagt mod Nelson/Picton. Undervejs besluttede vi os for at smutte forbi Ålen Eddie i Spring Creek igen og se om de ikke lige havde plads til os. Ungerne var ikke overraskende vældigt glade for at komme et sted hen, som de kendte. Selvom det var det sted, hvor Liv var røget ned fra køjesengen sidst, var der heldigvis en masse gode minder.
Desværre skulle forældrene ud i en af den slags voksne beslutninger:
- Skal vi tage på vingård og spise lækker mad, som forældrene har lyst til. Eller
- Skal vi bruge tiden i poolen i Spring Creek og så bare spise hjemmelavet pasta+salat til aftensmad (hvor Eddie med venner kan få evt. overskydende pasta) som ungerne har lyst til.

Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det blev en ret billig aften og Eddie med venner (inklusive et styk etbenet and) blev mætte. Hader at træffe voksne beslutninger.

Der er noget med sproget hernede. Jeg synes egentligt mit engelsk er ok. Men ind i mellem er det lidt som at være den eneste ædru til en kæmpe fest kun med meget fulde mennesker. Alle andre taler et andet sprog, og man fatter ikke en bjælde. (for dem der har kendt mig længe kan jeg kun sige "Babalu") I køkkenet i Spring Creek står der to "construction workers" og taler sammen. Jeg ved, at de taler engelsk, for jeg har talt med begge, og jeg tænker efterfølgende på hvor meget de har anstrengt sig for at jeg skulle kunne forstå dem. For da de to mænd taler sammen, er der så meget dialekt på, at jeg i løbet en længere samtale, hvor de står lige ved siden af mig kun opfatter følgende:
Richmond. Pak'n'Save. Countdown. Hov did he dodge the army?
Så måske mit engelsk alligevel ikke er så godt.

Det er naturligvis lidt (over?)modigt at vende tilbage til det sted med hospitalsbesøget. Vi fik hytten ved siden af den vi havde sidst. Hele familien kiggede skeptisk på overkøjen, køjesengen var en lidt anden model end sidst, og der var faktisk en smule indbygget sengehest i den stige der sad på. Det var så den samme stige som faldt ned, da Liv i leg forsøgte at kravle op i overkøjen...
Der var ingen der sov i overkøjen.


Note 1) Elsker når navne giver mening. Fan tail så ved man hvad man kigger efter. Man finder en fugl, der har en hale der ligner en vifte og så ved man, at det er den man har fundet. Hvorfor hedder vores fugle Rødkælk og Vipstjert? Hvordan pokker ved man om man har fundet dem?

Golden Bay

Så gik turen mod Golden Bay, nærmere betegnet Takaka. Vejen dertil var omend belagt med asfalt en af de sværere at tilbagelægge. Hårnålesving op og ned ad bjerge var ved at gøre børnene køresyge. Ikke noget de normalt lider af, men her blev det næsten for meget.
På vejen gjorde vi holdt på Rivers Café i Murchison, hvor vi endnu en gang kunne læse at det i år er den varmeste og tørreste sommer i mange år. Det Staunsholmske held rykker igen. Omvendt betyder det så at der er restriktioner på vand mange steder (ikke at sprinklerne på markerne synes at stoppe af den grund). Vi sætter dog pris på solen og sender kærlige tanker til hende den søde, der i disse dage skovler sneen foran vores hus.

Undervejs gjorde vi holdt ved et par smukke udsigtspunkter. Det ene havde en lille gåtur ud til et lille udsigtspunkt som hang ud over en klippe. Meget flot. Og vi er glade for at ingen lider af højdeskræk.

Vores bopæl de næste par dage var ved Pohara Beach, vores hytte lå 15 meter fra vandkanten (ved højvande, altså). Afhængigt at høj- og lavvande stod vandet 5 meter højere eller lavere på vores lille strand. Dvs. ved lavvande var der altså meget langt ud til vandkanten. Men ved højvande var der ingen strand, så var der vand helt op til stenene på kanten til campingpladsen.

Så om formiddagen badede vi og om eftermiddagen gravede vi i sandet og byggede dæmninger til at inddæmme det sidste vand. Dæmningen blev så senere til at piratskib, og børnene blev nogle meget mudrede pirater, men det hører vist med.

Talte med en lokal som fortalte at hvor meget tidevandet betyder for et område som Farewell Spit (som er 'toppen' af bugten). Når tidevandet rykker sig mest flytter det sig med en meter i sekundet. Det betyder så også at når tidevandet er længst ude er der i bugten er der 12 km strand, dvs. 12 km ud til vandet. "Far, skal vi tage på stranden i dag?" "Ja, det kan vi godt, men vi kommer altså ikke i vandet, der er alt for langt derud."
Pladsen vi boede på var den største vi har været på. Det er åbenbart sådan at i højsæsonen er der fuldt booket flere måneder i forvejen. Der hang derfor sådan nogle fine sedler om at man skulle huske at udfylde sin "request form" for næste år inden man rejste herfra. Vildt at man selvom man bestiller noget et år i forvejen åbenbart ikke kan være sikker på at kunne få det. Området er generelt så søgt i højsæsonen, at en del steder fordeler deres pladser ved lodtrækning.
Vi møder lidt danskere hist og her. Fælles for dem vi har mødt er at enten har det været folk som ikke længere er på arbejdsmarkedet eller folk på forældreorlov. Alle de andre vi har mødt har været i campervans, og vi hører de samme kritikpunkter: De er for dyre, kabinestøj, dårlig benzinøkonomi, samt at folk finder det svært at køre i bjerge. Omvendt ville camperen også betyde at man ikke behøver pakke alting ind og ud af bilen. Børnene ville have en "base" med deres ting, større fleksibilitet i campingsteder og det er billigere at få plads til en campervan end en hytte. Vi har været godt tilfredse med vores valg. De billigste campervans vi så på kostede mere end 1.000 kr. mere om dagen end vores bil - og det antal steder vi har overnattet som har kostet mere end 1.000 kr. kan tælles på en finger. Vores anbefaling er klart at køre i bil.

Pit stop

Fra Franz Josef, mod pit stop overnatning i Westport.

Vi holdt frokostpause i Hokitika, hvor vi fandt en lille New Orleans decor café. Fremragende pizza. Ikke så tit vi møder det hernede, men det var godt. Derefter et besøg i en glasbutik med eget værksted, så vi så to glaspustere forvandle varme, uformelige klumper smeltet sand til smukke glasfigurer og pingviner til glas-pingvin-skakspil. Altid fascinerende at se folk der kan deres kram. Den selvfølgelighed med hvilken de håndterer deres redskaber og produkt. (Og langt mere fascinerende end at se hr. og fru Staunsholm sidde foran deres respektive computere, selvom vi også kan vores kram.)
På vej ud af Hokitika så vi et skilt mod et Glow Worm Dell, så vi måtte ind og lure. Desværre var det midt på dagen, og her kunne man altså ikke se dem i strålende solskin, så vi fik ikke glæde af de lysende orme i denne omgang.
På vejen til Westport kørte vi forbi Charleston, som af vores bog bliver beskrevet som "a one horse town, without the horse", vi overvejede end ikke at stoppe der.
Westport er en hyggelig mindre by, som muligvis er lidt mere opmærksomhed værd end det vi viste den. For os var det mest et pit stop.
Vi valgte den lokale Holiday Park, hvor vi fik anvist et chalet hvor ungerne kunne sove oppe på hemsen. Pladsen havde også et par volierer med papegøjer, parakitter og kanariefugle som ungerne brugte en del tid på, foruden pladsens legeplads naturligvis.

Aftensmad på Yellow House Café. Ganske udmærket mad i hyggelige omgivelser. Det var et parcelhus der var lavet om til en restaurant. Vi var aftenens eneste gæster, og sad ude i baghaven. Ungerne gyngede på gyngestativet og spillede standgtennis mens vi ventede på maden. Meget stille og roligt. Ift os og ungerne var det jo fint, at der ikke var andre, men vi spurgte ejeren om det ikke var lidt svært at få det at løbe rundt. Hun fortalte så, at det svingede rigtigt meget, aftenen inden havde der været stuvende fuldt. Hendes steds aktivitet svingede i samme takt som motellernes besøgstal, bare omvendt. Når motellerne på hendes gade var fuldt bookede havde hun ingen kunder i butikken. Da vi kom udenfor kunne vi konstatere at alle de omkringliggende moteller havde tændt for "No vacancy"-skiltet, så der kunne være noget om snakken.

Westport havde selvsagt også en rigtig fornuftig offentlig legeplads som vi besøgte inden vi kørte videre.

Gletcherland

Endnu en lang køretur foran os, vores kort med tidsangivelser sagde ca 6 timer. Men enten er Mikkel den rene fartdjævel ellers er det en noget konservativ beregning. Vi brugte 4 timer og et kvarter. Hvilket også er lang tid i bilen for vores familie, men det gik alligevel.

Dagens destination var Franz Josef, med et stop ved Fox Glacier.
Vejene er nogle steder nogle meget smalle, snoede sataner, strøet med diverse indsnævringer og One Lane Bridges, så det er bare om at holde tungen lige i munden. Som en lækker lille bonusfeature er oversigtsforholdene ved mange af disse One Lane Bridges så uhyggeligt ringe, så det næsten er umuligt at se om der er en modkørende før man er på broen. Heldigvis er vejene ikke så trafikerede, så det er ikke mange vi møder lige præcis der, men det kan virke lettere nervepirrende.
En del af turen gik nedad bakke, hastigt ned ad bakke. Derfor var det etableret en Runaway vehicle ramp

Ikke lige noget vi var stødt på før. Men det var altså noget der mindede om en halv skatebord ramp, bare noget længere og meget stejl, som de havde placeret lige før en lille bro.
Tanken er vel, at hvis man kommer nedad bjerget og man af en eller anden årsag ikke kan bremse (men alligevel er overlevet så langt) så kan man smide bilen ind til venstre og så tager rampen farten af bilen. Smart. Men hvad nu hvis der er en der bruger rampen når man kommer?

På vej mod Franz Josef, stopedde vi som nævnt ved Fox Glacier. Snoet smal vej førte op til et udsigtpunkt halvvejs, samt til toppen af vejen, hvor man så kunne gå nogle ture ud fra. Som altid valgte vi noget nær den korteste tur som førte til et andet udkig til Fox Glacier.

Efter frokost kørte vi mod Franz Josef Gletcher. Hverken på Fox eller Franz Josef var vi ude at gå på selve gletcheren, det er ikke rigtigt en børnevenlig aktivitet, så vi valgte at gå ud MOD gletcherne i stedet. Ift Fox er turen mod Franz Josef gletcheren noget mere omfattende. Alt i alt tog det et par timer for mor og Liv, som var de eneste, der nåede helt derud. Det var en ret lang gåtur på en masse sten, gennem en udtørret flodseng, hvor man konstant troede at nu havde man nået den sidste markør. Men til sidst nåede vi det, 500 meter fra gletcheren var den sidste markør og en fin afspærring som fortalte at nu var det ikke sikkert at komme tættere på. Vi gik turen i højt solskin (naturligvis), men det var et område hvor man burde konsultere en vejrudsigt inden man begav sig derud. Vi havde medbragt det Stansholmske held, så det var ikke nødvendigt for os. Men for andre kunne det ske, at der var højt solskin om morgenen og et par timer senere kunne flodsengen være fyldt med vand. Derudover pralede skiltene også med andre populære features som risiko for stenskred, sneskred og oversvømmelser.