Invercargill

Fra Owaka går turen mod Invercargill. En stor del af turen havde vi allerede kørt en gang på vores tur ud mod Purpoise og Curio Bay. Det var nu stadig en flot tur langs smukke strande. For forandringens skyld valgte vi til frokost bevidst at undgå "Den Fløjtende Frø" (som vi besøgte på vej mod Curio Bay), det viste sig at være en fejlagtig beslutning. For da vi så endelig blev sultne, så var udvalget af spisesteder faktisk ikke eksisterende, der var ét sted. Take it or leave it. Problemet er bare at fire mennesker med lavt bloduskker er ca. fire for mange i vores i øvrigt ubeskedne køretøj. Det forvandler i al beskeden hed Wingroaderen til en firehjulet katastrofe. Så det var en "take it". Børnene var glade, der var nuggets, hot dogs og fritter. Forældrenes begejstring for det middelmådige og begrænsede menukort var til at overse, men blodsukkerrelateret katastrofe blev afværget. Familien kunne således fortsætte mod vores nye bosted Beach Road Holiday Park i Invercargill.

Vi fik en to-værelses en-suite cabin, med i alt otte sovepladser. Jep otte. Men det var så også alt hvad der var indenfor.
Invercargill pralede af en ret stor svømmehal, Splash Palace, og vi skulle jo afprøve ungernes nye snorkelgrej, så der tog vi hen. Desværre var en del af legeområderne lukket den dag, men vi fik da leget i vandet i knap 2 timer. Efter lidt overtalelse var Liv også klar til at prøve snorkelgrejet og det var hun faktisk rigtig god til. Så det var super.
Aftensmad hos Zookeeper, anbefalet af vores Rough Guide - tak til Claus og Mette. Derefter indkøb hos Pak'n'Save, som vi troede ville være lidt mere netto-agtigt. Det var da også noget billigere, men dog ikke mere discount-agtigt end, at ekspedienten, også her, pakker varerne for en.
Dagen efter ville Tobias bare rigtig gerne blive hjemme på pladsen, så efter en fælles tur på legepladsen tog far og Liv ind til Invercargill, mens mor og Tobias slappede af, spillede krig og Uno og slappede lidt mere af. Det trængte lillemanden til. Vi boede ret tæt på en racerbane og kunne høre dem køre ræs derovre, men ikke en gang det ville han over og se. Så nok meget godt med en slappedag.

Knap så meget afslapning hos far og Liv i Queens Park. Ænder, rosenhaver, kæmpe legeplads inkl. lille vandland, papegøjepark, dyrepark, japansk have, vinterhaver og en hel del yderligere gå-rundt-og-kigge-på-ting-i-park. Queens Park er helt sikkert et heldagsbesøg værd.

Vi møder en del englændere som rejser hernede i deres otium. Hvis alternativet er vinter i England, kan jeg godt forstå at de vælger sommer i New Zealand.

Den Fløjtende Frø

Efter en enkelt overnatning i Dunedin tog vi mod syd, nærmere bestemt Owaka, hvor vi havde fundet en lille hyggelig campingplads.

På vej ud af byen, måtte vi dog ind og købe lidt snorkelgrej og lidt øvrigt småtteri.

Så tog vi på besøg på Cadbury Chokoladefabrik. Det var ungerne ikke utilfredse med. Vi tog en rundvisning, vores overgearede, unge guide, Dominick gjorde det til en mindeværdig tur. Vi så forskellige trin i produktions- og pakkeprocessen, blev introduceret til de forskellige farvede rør der løb i loftet, som alle indeholdt forskellige slags flydende chokolade. Rundvisningen kulminerede i en af de to siloer, der tidligere havde været brugt til opbevaring af 'crumb', men som nu kun indeholdt et lille gimmick, de kalder chokoladevandfaldet. I korte træk er det et ton smeltet chokolade som bliver frigivet fra toppen og vælter 30 meter ned på 30 sekunder.

Derefter mod Owaka og vores hyggelige plads, hvor vi endte med at blive tre nætter. Der var det hyggeligste fælles landkøkken med gode faciliteter og pejs. Helt perfekt.
Fra Owaka tog vi på anbefaling fra andre af pladsens gæster mod Curio og Purpoise Bay. På vejen stoppede vi på "Den Fløjtende Frø" som var en rigtig god café på en anden Holiday Park. De havde naturligvis en lille bitte dam med haletudser og bittesmå frøer i.

Purpoise Bay var en ret stor bugt med en rigtig lækker strand. Den havde besøg af et par delfiner og var virkelig flot. Der var nogle store klipper, som vandet kastede sig skummende ind over.
Curio Bay var en lille klippebugt, meget rå og meget flot.

Vores campingplads lå lige ud til en sø (ved højvande) ellers ud til en meget lang strand inden man kom til søen. Men vi var måtte da lige ud og pjaske i den lokale sø, når tidevandet kommer ind, skal man lige tænke over hvor man lægger sine ting, det har vi (7-9-13) heldigvis haft styr på indtil videre.

Interessant at tale med de lokale bl.a. i deres Visitor Centre om hvad de personligt ville anbefale. En pige i Owakas Visitor Centre, som jo netop hjælper folk med at finde de ting de søger fortalte, at ofte er de ting folk kom for at se "just another beach" for hende, mens der var andre ting hun selv synes er mere spændende. Jeg tænker, at det nok kommer an på hvor man kommer fra og hvad man er vant til. Områdets strande var på ingen måde "just another beach" for mig. Hun anbefalede os en lille gåtur ved Lake ???? hvor man skulle gå på en lille badebro henover et sumpområde. Lidt vigtigt at blive på stien da sumpen var kamoufleret som græs-plæne. Interessant område med lærerige skiltning til illustration af hvordan den omkringliggende beplantning ændrede sig i takt med at man nærmede sig søen.

Højt at flyve

Nu med albatrosser på programmet. Vi valgte at køre mod Otago-halvøen for at besøge deres albatros-center. På vejen kastede vi bilen ind til siden, fordi der var en lille ø ude i bugten, som man, når tidevandet var lavt, kunne gå ud til. Så det gjorde vi. Lækker lille ø, med lidt grotter og andet sjovt.Det skal dog tilføjes, at vi ikke render rundt med en tidevandstabel i lommen, og uden at foregribe begivenhedernes gang unødvendigt kan det hermed afsløres, at det ikke nødvendigvis have været en ulempe at have medbragt en sådan. Mens vi var derude steg vandet stille og roligt, og den lille sti, med et par centimer vand henover forsvandt stille og roligt, ligesom strandområdet på øen, inden man nåede de lodrette klippesider også lod sig reducere i væsentlig grad. Det opdager Andrea og får Liv med tilbage til "fastlandet" desværre mens Mikkel og Tobias vælger at gå rundt om øen. Igen ingen katastrofer den dag, bare lidt mere vådt tøj og en lidt bekymret mor, der ikke kan se hverken mand eller søn i de der tyve minutter de var bagved øen. Tøjskifte i ly af bilen og klar til nye eventyr.

Albatroscenteret ligger på den yderste spids af Otago-halvøen og praler af at være det eneste landfaste sted hvor albatrosserne vælger at yngle. De er i øvrigt pænt store de fugle. Igen behørigt imponeret over, at det er muligt at få sådan en fætter i luften. Albatrosser yngler kun hvert andet år, fordi det tager et fuldt år at få en unge til at forlade reden. Dvs. et år med barn, et års ferie, et år med barn, et års ferie, et år med barn, et års ferie... hmmm....
Det hænder at to hun-albatrosser danner par og i nogle tilfælde begge lægger et æg som er befrugtet. Hvis det sker, tager fuglepasserne det ene æg og giver til et andet par, for det er ganske enkelt ikke muligt for ét par, at håndtere to unger. (Og alligevel får de et helt års ferie bagefter....hrmpf.)
Liv fandt en tysk pige som hun bare klikkede med. Fascinerende, i betragtning af at de ikke fattede et eneste ord den anden sagde, og ingen af forældrene legede tolk. Men glade var pigerne.

Køreturen hen til vores nye bopæl var af stejle snoede bjergveje, med opmuntrende skilte om max 80 km/t fartgrænse. Meget underholdende, men ikke rigtig relevant for os.
Vi boede på Dunedin Holiday Camp, i en super lækker hytte (de kaldte det en motel-unit, men jeg har endnu ikke styr på hvad forskellen er på de forskellige klassificeringer). Efter maden gik vi ned på den mest fabelagtige strand. Angiveligt kun to minutters gåtur væk - det er nok en tilsnigelse, men den var hele turen værd. Vi havde desværre ikke kamera med, men den strand er mejslet ind i Andreas hukommelse. Desværre virkede det ikke som om de andre på stranden vidste at dette også var vores private strand ;o)

Tilbage til soveby

Vi slog to ens og blev lukket ud af fængslet. Derefter kørte vi endnu en gang sydpå langs kysten mod Waikouaiti. Vi stoppede undervejs i Temuka og fik noget frokost og faldt i snak med en lokal, som hed Steve. Han tilbød at vi kunne komme forbi og bo hos dem, men det passede ikke lige ind i vores planer, så vi måtte pænt takke nej. Men superpænt af ham. Derefter kørte vi til Oamaru for at se de sødeste små blå pingviner. (De bliver i øvrigt hernede kaldte "Little Blue Penguins", giver god mening, når de er ca 45 cm mod kejserpingvinens imponerende 130 cm.) De er desværre ikke så nemme at se i dagtimerne, da de enten er ude i vandet og fange mad eller ligger på æg/unger i redekasserne. Men et par stykker fik vi set ude, ligesom vi fik lov at se ned i redekasserne. De var godt nok søde. Der lå også et par sæler (Fur seals) og slikkede sol udenfor. Efterfølgende tog ungerne stedets whiteboard-opfordring til at tegne en pingvin seriøst op.

Derefter ned for at logere os ind i vores cabin. Hyggelig campingplads, dog med nogle sjove områder, heriblandt "The Lustful Layout" og "Dunshagin Avenue".

Igen en campingplads med masser af campingvogne, hvor folk boede - fast. Ikke som nogen, der vælger at bo i sommerhus en del af året, og hjemme den anden del. Det her var deres hjem, hele året. Det er tankevækkende.
Det viste sig, at vi havde vores helt egen private, meget lækre strand (nu med hvidt sand). Der var ganske vist nogen andre da vi kom derned. De gik heldigvis hurtigt, da vi kom. Så var der lige nogle hestevogne der kørte igennem, og ellers så holdt folk sig på behørig afstand indtil vi var færdige med at bruge "vores" strand. Det er vel det mindste man kan forvente ;o)

Bortset fra lidt morgengymnastik iværkssat af ungerne, bød dagen på afslapning ved stranden.

Om aftenen tog vi tilbage til Oamaru for at se pingvinerne komme ind fra deres daglige fisketur.

Det var sjovt at se dem komme op på stranden og trippe hjemad. Den store overraskelse kom dog efter de var kommet hjem, det viser sig, (og det ved folk, der er mere pingvinkyndige end familien Staunsholm naturligvis) at de giver sig til at gale op, når de kommer hjem. Det lød mest af alt som en gang katteslagsmål in spe. Det er åbenbart noget territorie-tinge og det kan de så gøre i flere timer efter de kommer hjem. Vi kørte bare hjem. Og undgik helt at ramme den pingvin, der gik rundt ude på vejen ned til parkeringspladsen.

Fra soveby til storby

Vi sagde farvel til kakaduerne på pladsen og kørte fra Hanmer Springs, som er en lille hyggelig soveby til Christchurch som er noget mindre sovebys-agtig.
På vejen besøgte vi Wai ariki Farm Park, som var en hyggelig lille gård med en masse dyr, man kunne fodre. Det var et kæmpehit. Der var to slags grise og geder, flere forskellige slags får, en ko, en emu (som laver meget grøn lort), et dådyr, et æsel, nogle heste, marsvin, kaniner, chinchillaer, lamaer, possums, American Long Horns, gæs, ænder, høns, ål, og familiens nye favoritdyr alpacaer.

Frokosten var en superlækker osteplatte efterfulgt af is. Isen var så hård og utilgængelig at der røg en tand. Heldigvis var det bare Livs rokketand, så ingen katastrofer den dag.



Derefter var vi glade og tilfredse og klar til at køre mod storbyen.



Vi valgte at tjekke ind på et gammelt fængsel, som er blevet ombygget til et backpacker hotel.



Vi fik to celler så vi sov en voksen og et barn i hver celle. Det var et superfedt sted, ikke så meget på grund af de små celler, men atmosfæren var helt fænomenal. Fællesarealerne var gennemførte og der var bare styr på det, på den rigtig gode måde.



Der var også en gammel original celle, med ægte fange-tegnet kunst på væggene og det hele, som man kunne få lov at se.
Indbyggerne i Christchurch er stadig meget mærket af de jordskælv de har været ramt af, især det rigtigt store ultimo 2011. Vi har ikke set byen før, så vi kunne som sådan ikke se skaderne, men blot konstatere, at der var gang i enormt meget byggeri rundt omkring i byen.
Den dag vi skulle ud og besøge The Antarctica Centre falder vi tilfældigvis i snak med en pige, som lige var vendt tilbage fra et tre måneders Phd-ophold på Antarktis, det var lidt vildt at høre om. Det satte også den snestorm vi oplevede i deres simulator lidt i relief.




Vildt var det og flot var det, helt afgjort besøget værd. Tror ungerne syntes at pingvinerne var de sjoveste, men det er også ok.



Vi havde glemt Pingus (Tobias' yndlingsbamse) hjemme i Danmark, og på trods af, at han faktisk ikke har nævnt den syntes vi, at han skulle have lov at vælge sig en ny, når vi nu var i Antarctica Center som havde et kæmpe udvalg af flotte pingvinbamser. Tobias valgte i stedet denne:

Mor var ikke lige så fascineret at dens udseende, men da Tobias havde givet den et kys i butikken allerede inden var købt, vidste hun godt at slaget var tabt. (Måske han skal til øjenlægen, når vi kommer hjem)
Det skal i øvrigt tilføjes at pigen, fra Colorado, som vi talte med, også havde været afsted sidste år og helt klart også regnede med at skulle afsted næste år. Andrea var behørigt imponeret.
Liv, Tobias og mor legede gemmeleg udenfor, mens far nærlæste en brochure fra Food and Wine trail, som ledte os til noget god mad på (endnu) en vingård, Rossendale. Det kunne vi sagtens vænne os til.
Ventetiden fordrives mens vi venter på maden:

Men god mad:

Selv om De passerer start...

www.jail.co.nz

Fortsættelse følger...

Off og on dag

Dagen startede egentlig som en offdag. Andrea var lidt ramt med kvalme og andet godt, men klarede dog en tur ind til centrum af Hanmer Springs, en tur i det lokale turistbureau, en gang frokost og en indkøb. Men derefter kørte vi hende hjem igen, så hun kunne få slappet ordentligt af.

Mikkel ville egentlig gerne ud i skoven og gå en lang tur op til nogle vandfald, men vi må nok sande at ungerne ikke helt er gamle nok til at klare lange gåture. I stedet gik vi en tur rundt om byen på en lille times tid. I New Zealand er det åbenbart nogenlunde ligegyldigt hvor man går tur, for der er altid smukt selv om man egentlig går langs en semibefærdet vej... Lidt brok fra ungerne, men så var der også lidt til far.

Og så var det tid til badeland. Hanmer Springs er kendt for sine termiske kilder, og via dem har de bygget et badeland med omkring ti bassiner, der er mellem 28 og 42 grader varme. Samtidigt er der også både helt rolige
bassiner kun for voksne, kæmpe rutsjebaner, et vandlegeland, en 30m lang strømbane og et stort, varmt børnebassin. Det sidste udnyttede både Liv og Tobias til at lære at få hovedet under vandt, Liv er endda også begyndt at svømme lidt uden vinger!

Aftenen gik med lidt hygge i hytten efter en gang bagelburgere.