Første nat i Spring Creek bød på lidt mere spænding end familien Staunsholm umiddelbart havde bestilt. Tre fjerdedele af familien vågnede klokken kvart i fire. Den ene fjerdedel med et skrig de to andre ved den førstes skrig. Liv havde tilsyneladende besluttet sig for et hovedspring fra en meter og tredive, hvilket havde været ok, hvis:
1) der havde vand i bassinet og
2) hvis det var bassinkanten og ikke overkøjen hun havde taget det fra.
Skrig
og
skrål
(Vores nabo flyttede dagen efter, det var nok helt og aldeles tilfældigt.)
Liv faldt til ro, men blev ved med at klage over ondt i nakke og hals så der måtte foretages nogle opringninger. Til sidst ringede vi på opfordring fra Nelson Medical Center efter en ambulance. Den kom hurtigt og kørte os til en Wairau Hospital i Blenheim. Liv blev fragtet med krave på og fik taget røntgenbilleder, men heldigvis var der intet brækket og intet forskubbet i nakkehvirvlerne. Dog skulle Liv tage det roligt de første par dage. Liv var naturligvis bange, men folk var supersøde og virkede meget kompetente, så på den måde var det en god oplevelse.
Især første dag var Liv øm og hæmmet i sine bevægelser. Tobias var noget frustreret over at hun var så kedelig og ikke ville lege.
Besøget i Spring Creek blev forlænget med en ekstra dag, og var ekstra stille og roligt, dog afbrudt af badning i poolen, samt den lokale flodbred (der var dog ingen af os, der tog springet fra broen), besøg på en vingård, samt fodring af campingpladsens dyr, Eddie the Eel, ænder og en enkelt kæmpestor ørred.
Vi møder i øvrigt en masse forskellige mennesker hernede. På campingpladsen i Spring Creek var der en del mennesker der boede der permanent, f.eks
- En fortalte at han boede i sin campingvogn otte måneder om året mens han arbejdede, og de sidste fire, kolde måneder holdt han ferie i Thailand, Vietnam, Cambodia eller lignende. Som han selv sagde, tidligere var der koner og den slags, nu var der bare camperen, Harleyen og ham selv.
- En anden boede normalt med familien i Nelson, men boede nu, på sjette måned i en hytte i Spring Creek, mens han lavede noget "construction work"på det lokale hospital. Han vidste ikke hvornår han løb tør for arbejde og kunne vende hjem igen. Det var ifølge hans eget udsagn ikke hver weekend
han kørte hjem, og hverken familie eller venner havde besøgt ham i Spring Creek.
Rock Ferry i Marlboroughområdet, der spiser (og drikker) man rigtig godt:
Stakkel - godt der ikke skete Liv mere. Lyder som en dejlig tur indtil nu - hyg jer og nyd tiden sammen.
SvarSlet